Maria Brandt

Chips er fristende, når sulten melder sig for sjov. Men sjovt er det faktisk ikke, for når man først har spist én, så skal man lige have en til. Og en til. Og en til. Og en til. Man bliver ved, indtil posen er tømt. Også selvom ernæringseksperter fastslår, at det koster cirka 18 kilometer i løbeskoene at forbrænde dem igen. Måske putter de et eller andet i chips, der gør, at man bliver afhængig af dem. Eller måske er det bare svært at lukke posen, når nu smagen er så god. Chips skal helst ikke gemmes, for så forsvinder sprødheden. Knaselyden har en betydning. Man spiser posen op, ligesom man for eksempel spiser slikposer eller en banan op.

Men har I lagt mærke til, at man spiser flere chips, når man er alene, end når man er sammen med andre, fordi chipsene for eksempel til fester og i selskaber er serveret i små skåle, og man koncentrerer sig om at være engageret og festlig? Man står jo ikke ligefrem og kaster sig over skålene og tømmer dem, eller gør man? Hvordan har du det med chips?

(Update: Dele af denne tekst har jeg taget fra en klumme-agtig artikel, jeg skrev i Politiken 2002)

Jeg har en dårlig vane med at hænge to tunge indkøbsposer på hver side af mit cykelstyr, når jeg har været ude at handle. Eller måske er det snarere en nødvendighed. Har ingen cykelkurv. Og bagagebæreret er af typen, der skriger “Stil ingen tunge ting på mig”. Har ingen bil. Vil heller ikke have en foreløbig. Men ark! Det er lidt af en jongleren og “træd ikke for vildt i pedalerne”, når jeg cykler med disse tunge poser. I forgårs skete der noget, som ikke er sket for mig før. I hvert fald ikke i den version. Jeg placerer to poser på hver side af cykelstyret. Sætter mig op på cyklen. Træder i pedalerne. Den ene pose støder hårdt ind i hjulet. Der går hul på en 2-liters Coca-Cola light. Og de sprudlende, sydende bobler sprøjter ud af den og op af posen i lange stråler til alle sider. Men mest til én side. Nemlig over en cykel, der er placeret i cykelstativet uden for Netto. Nogle unge piger og drenge kommer gående på fortorvet og ser forundret, medlidende, men også med komiske smil på mig. Og jeg griner til dem og siger: “Det ser da i det mindste sjovt ud”. Stakkels ejer af den cykel. Men på den anden side, så er Coca-Cola light, da ikke det værste, man kan få sprøjtet ud over sådan en. Eller hvad?

Har helt ondt i maven af at grine. Havde sat en hængelås på vasketavlen, der hvor der står den 31. fra klokken 18. Gik ned i vaskekælderen med stor vaskepose og vaskemiddel. I vaskekælderen står en ung kvinde, der er ved at putte vasketøj ind i vaskemaskinen. Der står også en fyr. Vi kigger smilende og forundret på hinanden. Og jeg siger forvirret, at jeg da mente at have vasketid nu. Jeg ser på tavlen og finder så frem til, at min vasketid først er i morgen, da det er den 30. i dag. Vi griner af det og bliver enige om, at det er varmens skyld
Den unge fyr havde ikke taget fejl af dagen, men derimod tidspunktet. Han skulle først vaske om to timer. Og der står vi - tre i vaskekælderen - og griner af situationen. Han siger så diplomatisk, at jeg godt kan få den ene af de to vaskemaskiner, der er til rådighed, når han har vasketid. På vej væk fra vaskekælderen kommer den unge kvinde gående efter mig, og vi snakker om vasketids-misforståelserne og griner højlydt. Hun går med ind i den opgang, jeg bor i. Og jeg siger: “Nå så du bor også i denne opgang”. Det gør hun. Vi går op ad det ene trappetrin efter det andet, og hun bliver ved med at følge efter mig. Indtil vi finder ud af, at vi faktisk er naboer. Vi griner endnu højere. Jeg har aldrig mødt hende før. Hun er næsten lige flyttet ind. Jeg siger til hende, at hun kan være ganske rolig, for hendes nabo (altså mig) er normalt mere klar i hovedet. Og det kan jeg jo sagtens bilde hende ind
Da jeg kommer ind ad min hoveddør, er jeg lige ved at bryde ud i et højt grin igen. Jeg holder dog grinet tilbage og lytter istedet, for måske griner hun inde på den anden side af væggen.

Fredag aften og nat var jeg til en sjov og hyggelig indflytterfest i Store Kongensgade. Nogle af gæsterne optrådte med sang og finurlige instrumenter. Ellers hørte og så vi musikvideoer og kunstfilm via højtalere og en projektor rettet mod et lærred. Meget moderne

Vi jokede med at ville projicere en af gæsternes Myspace-profil over på Marmorkirken, som ligger i samme gade. En fyr foreslog, at man kunne projicere fedtmule derover. Det fik mig til at kalde ham for “Fedtmule på syre”.

Før festen. På vej mod min veninde, der skulle med, gled mine nylonbukser hele tiden ned. Har oplevet dette et par gange før. Nylonstrømper og mig. En underlig sammensætning. I hendes lejlighed tog jeg trusserne uden på nylonstrømperne, for så tænkte jeg, at de ville sidde fast. De sad lidt bedre fast. Men! resultatet var nu, at trusserne gled ned sammen med nylonstrømperne. Det var ikke et problem til festen, hvor jeg ikke gik så mange skridt af gangen, og hvor der faktisk slet ikke blev danset.

Vi var flere, som overnattede der. Tror, at det var en gå-i-gulvet-rødvin, vi blandt andet fik serveret. Om morgenen på vej mod bussen - måtte jeg standse op cirka hver tredje minut for at hive op i nylonstrømper og trusser. Min kjole var heldigvis rimelig lang (til lidt før knæene). Jeg var rædselsslagen for, at mine trusser og nylonstrømper pludselig ville glide helt ned til støvlerne. Derfor turde jeg heller ikke at løbe hen til morgenbussen, da den kom. Chaufføren var sød at vente på mig, selvom jeg bare gik stille og roligt hen mod den. Hellere at den kørte fra mig, end at jeg trådte op i bussen med trusser og nylonstrømper siddende nede om støvlerne. Ha ha ha kan lige se det for mig. Og det er nok!

Hvor er det befriende at skrive et blogindlæg igen. Sådan per automatskrift og lige-ud-ad-tankevejen.

Ringede til Skattevæsenet i dag, fordi jeg havde nogle spørgsmål. Fik en flink, mandlig konsulent i røret, som gav mig gode råd og vejledning.

“Lad os nu tage et eksempel for sjov, for det skal være lidt sjovt på sådan en torsdag eftermiddag,” sagde han.

“Nej gisp! Jeg elsker sjov, men når det gælder skat, skal det være seriøst. Altså mine penge, der er på spil her,” tænkte jeg.

Det sagde jeg selvfølgelig ikke til ham. Jeg sagde i stedet: “Jo,” og grinede for derefter at lytte koncentreret. Efter et stykke tid spurgte han: “Forstår du det?” Og til det svarede jeg nej, hvilket fik os til at grine igen. Under samtalen ringede det på min dør, og han sagde, at jeg bare kunne åbne, så skulle han nok vente tålmodigt i røret.

I forvirringens øjeblik tog jeg min trådløse telefon med mig og åbnede døren, hvor min tidligere nabo fra ejendommen stod. Hun spurgte, om jeg vidste, hvem der var i bestyrelsen. Jeg tænkte mig godt om og kom i tanke om en, som jeg pludselig ikke kunne huske navnet på, og hvor han boede. Argggh, hvad er det nu, han hedder? Og hvor er det nu, han bor? Og pling! Så huskede jeg det. Jeg sagde også, at hun skulle tage mig med til salsa en aften. Noget vi havde aftalt for et stykke tid siden. Alt dette kunne den flinke og diplomatiske konsulent høre i røret.

Da hun var gået, talte jeg videre med ham. Og til sidst fik han mig til at forstå de skattemæssige sammenhænge. Jeg var lige ved at sige til ham:

“Tak, du er en skattebasse,” men jeg sagde i stedet: “Tusind tak for hjælpen.”

Senere på dagen, da jeg cyklede hjem fra Netto, var jeg bange for at blive kørt over af en handicapbil, der svingede til højre.

Er der en pointe i dette indlæg? Nej, det har jeg folk til

Har haft en god og glad weekend. Og i dag er jeg VRED og har lyst til at tude eller bokse hårdt ind i et eller andet. Så ved I det. Og hvis I godt vil tage del i min vrede, så kommer lidt af den her: AAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRGGGGGGGGGHHHHHHHHH!!!

Er lige kommet hjem efter at have drukket kaffe med L på Props. På min cykeltur møder jeg to turister på cykel, der er lost. Jeg tilbyder dem min hjælp. Og de fortæller mig, hvor de skal hen og hiver et stort vejkort op af lommen. Det sted de skal hen er ikke afbildet på kortet. Men jeg ved, hvor det er, og hvordan man kommer der til.

Det sted vi står er til gengæld på kortet, og jeg prøver at vise via kortet, hvilken vej de skal cykle, men bliver rundtosset. Kortet forvirrer mig. Arghhh! Jeg begynder så at forklare dem det uden at kigge på kortet. Puhha! Det lykkedes, og de smiler og ser glade ud. Jeg cykler tilfreds videre.

OG SHIT! NEJ, NEJ, NEJ! Kommer i tanke om, at jeg havde byttet om på nogle veje. Mit indre kort stod ellers klart for mig, da jeg forklarede det. Åh ja, har lige ført nogle turister på afveje. Hvor venligt.

På en af mine tidligere arbejdspladser var redaktionen placeret på første sal i midten af et center med udsigt til et fladt tag. Ruderne var tonede, så det var kun os på redaktionen, der kunne se ud. Man kunne ikke se ind.

Redaktøren fortalte, at en af journalisterne havde oplevet, at en håndværker, der var ved at reparere taget, lige skulle have en tissepause. Håndværkeren anede intet om, at den sorte flade foran ham var en tonet rude. Så han lynede bukserne ned, tog pikken i hånden, og begyndte at tisse op ad den - lige foran journalistens skrivebord. Så tæt på. Kun adskilt af en rude. Hun blev flov og var flad af grin. Da den intetanende håndværker var færdig med sit tisseri, arbejdede han videre på taget. Hi hi, han skulle bare vide

I søndags rundt om morgenbordet i sommerhuset fortæller jeg om noget, jeg er bange for. Dertil siger min mor:

“Maria, du er den, der er mest bange i vores familie. Du er bange for nåle, sprøjter og hunde, men du er ikke bange for mennesker. Tværtimod.”.

Og det har hun ret i, bortset fra, at det ikke er alle hunde, jeg er bange for. Kun dem som jeg vurderer som “farlige”, og det er især de store, løse på gaden. Men faktisk er jeg også bange for rotter og fugle, specielt fugle som ejerne lukker ud af burene, der basker forvirret rundt med vingerne og sætter sig i folks hovedbunde. Tør heller ikke at få hovedet under vand, medmindre det er i badet. Og så får jeg det dårligt, når jeg ser blod.

Bliver til gengæld aldrig bange, når jeg ser en gyser. Dem synes jeg ofte er så platte, at jeg ikke kan andet end at grine af dem. Realistiske gys eller psykologiske thrillere, synes jeg derimod er uhyggelige.

Hvad er du bange for?

En aften i maj 2005 vimsede min veninde M og jeg forventningsfulde ind i Det Kongelige Teater, for vi vidste, at der med to balletter af August Bournonville ville være løjer og amoriner i luften, hvilket er typisk i hans repertoire. Vi skulle sidde på balkonen, 1. etage, midtfor.

I lobbyen lokkede en disk med sandwiches og drikkevarer. M var sulten, så hun købte en sandwich på trods af, at der var otte minutter til forestillingen begyndte. Hun ville ikke gå op, før hun havde spist sandwichen, og vi snakkede så meget, at alle pludselig var gået ind til deres pladser.

Vi skulle derfor skynde os og i forvirringens øjeblik, kom vi til at gå ind på balkonen, midtfor, en etage under den, hvor vi skulle sidde. Tidligere har jeg altid kun siddet på denne etage af balkonen eller nede på parkettet. Vi gik langs stolerækken på vej ind mod de pladser, hvor vi troede, vi skulle sidde. Men da vi var kommet halvvejs ind, kunne vi ikke forstå, at der pludselig sad folk på hver eneste plads langs stolerækken, så vi spurgte om hjælp.

Folk smilede bare, og en fortalte, at der var mange, der lavede den fejl. Pludselig blev Dronning Margrethe nævnt, og alle rejste sig op for hende, da hun sad i kongelogen denne aften. Vi stod foran nogle tilskuere ved denne stolerække, et forkert sted og følte os temmelig kiksede.

I stedet for at skynde os videre til vores rigtige pladser, stod vi og kiggede på dronningen, som jo er en uskreven regel. Jeg sagde til M, at vi måtte have respekt for dronningen, og hun svarede, at vi i det mindste på forhånd stod op for hende, hvilket jeg kun kunne give hende ret i, selvom vi spærrede udsynet for andre.

Da alle havde sat sig ned igen, skyndte vi os videre for at finde vores rigtige pladser. Vi trådte ind ved de stolerækker, hvor vi skulle sidde. Men der var bælgmørkt, og vi kunne ikke se numrene på rækkerne. Så vi måtte undskyldende spørge og famle os frem i blinde.

Vi fandt heldigvis rækken, og jeg bad M om at gå ind først, da jeg ingenting kunne se og var ved at gå i panik, fordi forestillingen var gået i gang. Jeg gik ekstremt langsomt ind på min plads, for jeg kunne vitterligt ingen ting se. Pladsen mellem de stejle stolerækker er meget smal, så jeg følte, at jeg hvert sekund kunne falde forover. Jeg forestillede mig selv få overbalance og falde ”let og elefant” ned på Gamle Scene blandt yndefulde balletdansere. Som nævnt tidligere er der jo altid løjer i luften i Bournonvilles balletter, og det kunne jeg med bare et forkert skridt være med til at skabe i overdramatiseret stil.

Efter alle vores ulykker faldt vi til ro og nød velfornøjet de to forestillinger ”La Ventana” og ”Kermessen i Brügge” af August Bournonville.

Foto: Martin Mydtskov Rønne