Socialminister, Eva Kjer Hansen (V), vil have de hjemløse talt, så man har et konkret tal at forholde sig til. Spørgsmålet er så, hvornår man er hjemløs? I nyere dansk litteratur bliver hjemløshed defineret som:
“En person er hjemløs, når vedkommende ikke har en bolig, som kan opfattes som stabil, blivende og opfyldende vedkommendes krav til en rimelig boligstandard. Samtidig med, at vedkommende ikke magter at benytte sig af samfundets relationer og institutioner i allerbredeste forstand - således familiært netværk - samt private og offentlige institutioner af enhver slags, idet årsagen til dette kan være åbenlyse eller mere skjulte forhold hos den enkelte eller i den måde, samfundet indretter sig på”.
Min helt, psykiateren, Preben Brandt, der er formand for Projekt Udenfor, og som sidder i Rådet for Socialt Udsatte, udtalte for nylig i TV Avisen, at den typiske hjemløse har misbrugsproblemer og er psykisk syg. Og at der er kommet flere og flere unge hjemløse og folk med anden etnisk baggrund end dansk.
Han vurderede, at nogle af de hjemløse på gaden sagtens kan indfinde sig i en bolig, hvis de får hjælp og støtte til det.
Skæve boliger
Nu synes jeg, at konceptet “Skæve boliger til skæve eksistenser”, som Preben Brandt også har været med til at udforme, er glimrende, fordi de hjemløse her får en bolig, som de kan være private i, men samtidig bor i et fælles område med andre hjemløse, som har nogle af de samme problemer, som dem selv.
Boligerne er små og til at overskue, og de får lov at bo der på deres egne præmisser, næsten da. I disse boformer er der ikke alle de regler, som eksisterer på herberger, som kan være svære at indordne sig under.
Til “De skæve boliger til skæve eksistenser” er der tilknyttet en social vicevært, som hjælper beboerne med praktiske ting, for eksempel at kommunikationen mellem dem og det offentlige
fungerer, men det kan også være en hyggesnak over en kop kaffe.
De hjemløse, som er psykisk syge kan have svært ved at blive lukket inde i en almindelig bolig, da de kan få klaustrofobi. Det kan være svært at indordne sig og få betalt husleje og diverse regninger, hvis man eventuelt har et misbrug. Derudover har mange hjemløse haft et problem med systemet, hvilket skaber mistillid.
Egne præmisser
Jeg mener, at det er vigtigt at hjælpe de hjemløse ud fra deres individuelle behov og på deres egne præmisser, for det er ofte mennesker, som ikke passer ind i det “retlinede, normaliserede system”. Derfor er hjælpen fejlplaceret, hvis man tror, at de skal passe ind i denne ramme.
Hjemløse kan være en social trussel i vores produktive samfund. Hvis man vil opretholde denne struktur, så bliver det, som afviger fra det “normale” overvåget og kontrolleret. Tidligere var vores institutioner overordnet bygget sådan op, at det “unormale” skal “normaliseres” enten via resocialisering og disciplinering. Men projekterne er efterhånden blevet mere individualiserede og mere på de hjemløses præmisser, eksempelvis Projekt Udenfors opsøgende arbejde på gadeplan.
Når hjemløse tigger kan det også udgøre en trussel og blive pinligt, fordi folk bliver konfronteret med de hjemløses skæbne og ydmyghed face-to-face.
Med byfornyelse snart det ene og det andet sted i København bliver alt så pænt, at de hjemløse forstyrrer gadebilledet, og spørgsmålet om vores velfærdssystem fungerer bliver skærpet.
Folk vil måske gerne hjælpe de hjemløse, men de skal bare ikke flytte ind i deres ejendom eller hænge ude foran deres opgang osv osv. Man kan hjælpe de hjemløse på mange måder. Eventuelt bare i det små ved at købe deres blad “Hus Forbi” eller tage en sludder og drikke en kop kaffe med dem på gaden. Tillid og forståelse bringer folk tættere sammen.
