Maria Brandt

Efter at have været lysinstalleret på Nørrebro i aftenmørke med to veninder, er jeg nu vendt hjem. Sjovt arrangement med projekttørlys, der dannede cirkler på bygninger, sølvglimtende træer, og lys, der blev reflekteret i Sortedamssøen. Det var fuldmåne, og på gadehjørner var der poetry slammere, og en mand sang svenske viser fra en altan med rustik stuk og lysekrone i baggrunden. Det lyder surrealistisk. Men alt dette foregik på Nørrebro denne aften og var arrangeret af performance design studerende fra RUC. Vi bevægede os rundt i Nørrebros gader og sugede indtrykkene til os, og fik også varmen på to caféer.

Chips er fristende, når sulten melder sig for sjov. Men sjovt er det faktisk ikke, for når man først har spist én, så skal man lige have en til. Og en til. Og en til. Og en til. Man bliver ved, indtil posen er tømt. Også selvom ernæringseksperter fastslår, at det koster cirka 18 kilometer i løbeskoene at forbrænde dem igen. Måske putter de et eller andet i chips, der gør, at man bliver afhængig af dem. Eller måske er det bare svært at lukke posen, når nu smagen er så god. Chips skal helst ikke gemmes, for så forsvinder sprødheden. Knaselyden har en betydning. Man spiser posen op, ligesom man for eksempel spiser slikposer eller en banan op.

Men har I lagt mærke til, at man spiser flere chips, når man er alene, end når man er sammen med andre, fordi chipsene for eksempel til fester og i selskaber er serveret i små skåle, og man koncentrerer sig om at være engageret og festlig? Man står jo ikke ligefrem og kaster sig over skålene og tømmer dem, eller gør man? Hvordan har du det med chips?

(Update: Dele af denne tekst har jeg taget fra en klumme-agtig artikel, jeg skrev i Politiken 2002)

Jeg holdt ikke nytårsaften efter den sikre fremgangmåde, som jeg skrev om i nedenstående indlæg. Efter lækker nytårsmiddag og sjov aften med to veninder og min kusine hjemme hos mig, tog vi videre til en anden fest. Og det hele var meget nemmere, end jeg havde forestillet mig. Da klokken var cirka 00.30 ringede jeg efter en taxi, og cirka fem minutter efter var den her. Vi kørte midt i krigszonen (fyrværkeriet), men ankom trods alt sikkert til festen på Vesterbro. Aldersgruppen til denne sjove fest var mellem 30 til 45 vil jeg tro. Der var en fyr, som sagde, at han havde læst “Nytårsaften set med sikkerhedsbriller” i Berlingske Tidende, og at han godt kunne lide det, men at han tænkte, at det måtte være en psykisk syg, der havde skrevet det. En psykisk syg? Men han måtte så konstatere, at det var en helt “normal” person, der stod bag. Jeg var selvfølgelig lidt nytårsgal og glad i låget den nat, hvilket blandt andet bevirkede, at jeg faldt på det glatte dansegulv. Efter den fest tog vi til en anden fest i nærheden, en slags ungdomsfest, hvor jeg fik danset igennem og fik øl i håret. Hold da helt op en abefest! Altså den sidste. På vej hjem var det nemt nok at få en taxi på gaden med det samme. Så ingen sikkerhedsbriller her tak!

I dag har jeg sovet meget længe, ryddet op, set lidt skihop og plejet tømmermændene.

P.S. Jeg serverede flyversjusser til velkomstdrink. Og de smagte af kommenost. Vær velkommenost, Herrens år. Og velkommen herhid! Vi kunne godt have undværet kommenostesmagen. Min nytårsmiddag og kusines dessert fik dog meget ros