Dejligt at have en blog, hvor jeg kan skrive lige ud ad blogvejen i fuld fart uden færdselsregler og med hjernen smidt i bagagerummet.
Sent i går aftes kom jeg hjem fra en skøn to dages journalistisk fagfestival i Odense. Da min veninde D og jeg ankom til festivalen, var der en fyr, der smilede til mig i garderoben. Og meget hurtigt var han på vej hen mod mig. Jeg kender det ansigt, tænkte jeg, men hvor er det nu, jeg har set ham før. Nå ja, det var en af journalisterne på den store avis, jeg har været i praktik på for syv år siden. Og jeg fik sagt hans forkerte navn, fordi han lidt ligner en anden, jeg sad på samme redaktion med i en periode. Han kunne til gengæld godt huske mig, hvilket undrer mig, da han og jeg egentlig ikke rigtig stødte på hinanden i min praktikperiode. Da han sagde hans navn, var det flovt, fordi jeg jo udmærket godt kender hans navn og hans fede musikanmeldelser med god musiksmag, som jeg er meget enig i. Læser altid ham på grund af enigheden. Men han smilede bare og sagde, at den med at kalde folk forkerte navne, ville vi nok komme til at gøre mange gange i løbet af fagfestivalen.
En ung kvinde råbte til mig fra køen ude foran toilettet ved siden af min toiletkø, om jeg var Lene. Nej, det var jeg så ikke. Øv, her gik jeg og troede, at jeg havde et unikt udseende, og så ligner jeg en, der hedder Lene. Altså på afstand. Hmm!
Der var mange interessante og væsentlige foredrag, og imellem dem fik jeg snakket med folk, jeg kendte og ikke kendte. D og jeg havde mange skøre, pudsige og også dybe samtaler, hvilket er en af de mange ting, som jeg godt kan lide ved hende. Søndag aften var der middag, underholdning med to af dem fra Politikens ATS og fest.
Jeg var blevet fuld af rødvin, og D og jeg vimsede glade, svævende og syrede mod foredragssalen med de to ATS-mænd. Vi fandt to siddepladser. Og da vi skulle sætte os, kom jeg til at sætte min hånd på en fremmed fyrs lår. Jeg fjernede den hutigt igen, og ATS var lige gået i gang. Vi grinede og min fod grinede med, så den lavede et vip og skubbede let til fyrens rødvinsglas, der stod på gulvet. Jeg gik i panik og kom endnu engang til at skubbe til glasset, så lidt rødvin flød over. Jeg sagde “ro på” til mig selv og undskyld til fyren, som var meget overbærende og bare grinede af situationen. Hvorefter jeg sagde, at jeg bare ville sørge for lidt opvarmende underholdning, indtil de to ATS-mænd fik talt sig rigtig sjove. Eller i hvert fald fik jeg sagt noget i den retning.
Senere gik jeg kold og blev træt, da jeg aftenen i forvejen havde været i et selskab, hvor jeg drak rødvin og sprut og kom sent i seng, for derefter at stå MEGET TIDLIGT op om morgenen for at komme til fagfestivalen i Odense. Man skulle sove på hoteller rundt i Odense, og vores lå tæt på H.C. Andersen-området. En af gaderne tæt på hed Hans Mules Gade, og vi bemærkede, at gadenavnene havde navne, som gav associationer til tegnefilm og Andeby. Det fik vi nogle meget mærkelige og surrealistike grin og tanker ud af. D og jeg fører altid skæve, abrupte og særprægede samtaler, hvor vi ikke kan lade være med at grine.
Inden vi skulle hjem fra fagfestivalen, så jeg en kvindelig medarbejder i foyeen fra uddannelse og kompetance i Dansk Journalistforbund, som holdt den kæreste, lille, søde dreng i armene. Hende taler jeg altid godt med, så jeg spurgte, om det var hendes barn og aede ham. Det var det ikke. Det er Åsnes, sagde hun, som hun holdt, imens Åsne ordnede noget et andet sted. “Hvis barn er det”, spurgte jeg, da jeg ikke helt hørte, hvad hun sagde.
“Åsnes”, svarede hun.
“Nå Åsne Seierstad, er hun her, og holder hun foredrag”, sagde jeg. Og helt rigtigt, det var hendes lille søn, jeg synes var kær og aede. Og så blev jeg lidt forundret, for så følte jeg mig jo egentlig som en star-berører.
På vej hjem i D’s bil fra festivalen, ville hun på en McDonald’s, vi kom forbi, selvom hun egentlig ikke synes, det er et godt sted. Vi gik derind, da vi var sultne. En af ekspedienterne spurgte, om vi ville støtte et børnehospital for 10 kroner, så ville man få en pakke børneplaster med. Jeg manglende faktisk plaster, og hvorfor ikke børneplaster. Her får man nuttede, barnlige figurer på.
“Hvis jeg kan være sikker på, at pengene går dertil, så vil jeg godt støtte det”, sagde jeg. D spurgte, om selve McDonald’s også gav et bidrag til børnehospitalet, for ellers ville det være mærkeligt. Det gjorde de ikke, og D fik i sin umiddelbare ivrighed også fremsagt, at det da var for dårligt, at McDonald’s ikke betaler skat i Danmark. På trods af situationen kom vi fra disken med ekspedienter, der stadig kunne smile, selvom den ene så lidt skeptisk ud. Ved bordet fik vi talt om McDonald’s og skat, velfærdssamfund osv. Og vores samtale virkede ret venstrefløjs rød, selvom jeg ikke ligger helt derovre, men så alligevel tæt på. Så jeg sagde til D, at nu manglede vi bare at hælde rød maling ud på gulvet, når vi forlod det. Det grinede vi meget af.
Og i dag griner jeg ikke så meget, for jeg er grå og træt som regnen udenfor.
