Udmattet efter speed-museum med kolbøtter
mandag, 29.09.2008.Har hygget mig med J i weekenden med koncert, lækker mad, aviser og afslapning. I går var jeg på Louisiana og se Per Kirkebys malerier med Mikkeline og hendes 4-årige datter Sofia. Eller det vil sige “se og se”, det er måske for meget sagt, da vi snarere “speed-så” på malerierne. Der var krudt og løjer og mange ord i Sofia, så vi fór gennem museets lokaler i lyntempo. Vi sad også ude på plænen og drak rød saft og kakao, mens Sofia på akrobatisk-vis rullede og slog kolbøtter ned af græsbakken. Hun er sød hende Sofia, og sjov at lege og snakke med. Men hold da helt op, da jeg senere på aftenen kom hjem til J, faldt jeg udmattet om på sengen.

