Maria Brandt

Brænder du for at dele din historie med andre. Og er du ikke bange for at se flotte billeder af dig selv på glitret, lækkert papir i et magasin. Så tag et kig og se, om du kan byde ind med noget. Eller om du kender nogen, der kender nogen, der kan. Jeg søger:

* Kvinder mellem 20 til 33 år bosiddende på Sjælland, der enten er ensomme, har prøvet eller overvejet at begå selvmord eller har medvirket i butikstyveri. Det kan også være, at du har været en del af en af disse temaer, men nu er kommet ud af det. Du kan sagtens være anonym, og dermed vil dit navn blive ændret, og billederne vil blive slørede, så man ikke kan se, at det er dig.

Min mail er journalist.mariabrandt (snabela) gmail (punktum) com

Gennem årene har jeg skrevet en del artikler om hjemløse. Jeg har interviewet nogle hjemløse, der var flyttet ind i det, man kalder “skæve boliger til skæve eksistenser”. Jeg mener, at “Skæve boliger til skæve eksistenser” er glimrende, fordi de hjemløse her får en bolig, som de kan være private i, og samtidig bor i et fælles område med andre hjemløse, der har nogle af de samme problemer, som dem selv.

Boligerne er små og til at overskue. Og de får lov at bo der på deres egne præmisser. Næsten da. I disse boformer er der ikke alle de regler, der eksisterer på herberger, som kan være svære at indordne sig under. Til “De skæve boliger til skæve eksistenser” er der tilknyttet en social vicevært, som hjælper beboerne med praktiske ting, for eksempel at kommunikationen mellem dem og det offentlige fungerer. Men det kan også være en hyggesnak over en kop kaffe.

De hjemløse, som er psykisk syge, kan have svært ved at blive lukket inde i en almindelig bolig, da nogle får klaustrofobi. Det kan være svært at indordne sig og få betalt husleje og diverse regninger, hvis man eventuelt har et misbrug. Derudover har mange hjemløse haft et problem med systemet, hvilket skaber mistillid. Jeg mener, at det er vigtigt at hjælpe de hjemløse ud fra deres individuelle behov og på deres egne præmisser, for det er ofte mennesker, som ikke passer ind i det “retlinede, normaliserede system”. Derfor er hjælpen fejlplaceret, hvis man tror, at de skal passe ind i den ramme.

I et samfund, der er bygget op omkring produktivitet, udgør de hjemløse en social trussel. Når man opretholder sådan en struktur, så bliver det, som afviger fra det “normale” overvåget og kontrolleret. Tidligere var vores institutioner overordnet bygget sådan op, at det “unormale” skulle “normaliseres” via resocialisering og disciplinering. Projekterne er efterhånden blevet mere individualiserede og mere på de hjemløses præmisser, eksempelvis Projekt Udenfors opsøgende arbejde på gadeplan.

Med byfornyelse snart det ene og det andet sted i København bliver alt så pænt, at de hjemløse bliver mere synlige i gadebilledet. Spørgsmålet om vores velfærdssystem fungerer bliver skærpet. Folk vil måske gerne hjælpe de hjemløse, men de skal bare ikke flytte ind i deres ejendom eller hænge ud foran deres opgang osv osv. Man kan hjælpe de hjemløse på mange måder. Eventuelt bare i det små ved at købe deres blad “Hus Forbi” eller tage en sludder og drikke en kop kaffe med dem på gaden. Tillid, respekt og forståelse bringer folk tættere sammen.

Jeg har en dårlig vane med at hænge to tunge indkøbsposer på hver side af mit cykelstyr, når jeg har været ude at handle. Eller måske er det snarere en nødvendighed. Har ingen cykelkurv. Og bagagebæreret er af typen, der skriger “Stil ingen tunge ting på mig”. Har ingen bil. Vil heller ikke have en foreløbig. Men ark! Det er lidt af en jongleren og “træd ikke for vildt i pedalerne”, når jeg cykler med disse tunge poser. I forgårs skete der noget, som ikke er sket for mig før. I hvert fald ikke i den version. Jeg placerer to poser på hver side af cykelstyret. Sætter mig op på cyklen. Træder i pedalerne. Den ene pose støder hårdt ind i hjulet. Der går hul på en 2-liters Coca-Cola light. Og de sprudlende, sydende bobler sprøjter ud af den og op af posen i lange stråler til alle sider. Men mest til én side. Nemlig over en cykel, der er placeret i cykelstativet uden for Netto. Nogle unge piger og drenge kommer gående på fortorvet og ser forundret, medlidende, men også med komiske smil på mig. Og jeg griner til dem og siger: “Det ser da i det mindste sjovt ud”. Stakkels ejer af den cykel. Men på den anden side, så er Coca-Cola light, da ikke det værste, man kan få sprøjtet ud over sådan en. Eller hvad?

Søndag formiddag vågnede jeg op med tømmermænd og et styks kvinde i sengen udover mig selv. Det var min veninde Mette, der overnattede hos mig, fordi vi først kom sent hjem om natten fra en fest i min gade. Og efter sådan en sjov fest var vi bare så trætte, at vi måtte lægge os til at sove. Jeg er dog absolut til mænd i sengen. Bare ikke tømmermænd. Til festen fik vi drukket, danset, sunget, snakket, grinet og fjollet igennem i godt selskab. Og faktisk har jeg stadig eftervirkninger af festen i dag.

Har været nogle dage med familien i sommerhuset i Hornbæk. Skønt! En af dagene tog vi til Helsingør for at spise på en hyggelig café. Her sad en kendt person. På vej mod bilen møder vi en af min mors gamle arbejdskollegaer. Hun bor i Nivå, men har præcis denne aften valgt at spise på en café nogle få meter fra vores. Havde vi nu valgt at gå mod bilen 10 minutter før, kunne det for eksempel være, at vi havde mødt en, jeg kender, eller at vi ikke havde mødt nogen, vi kender. Sjovt som tilfældighedernes mønster skabes ud fra menneskelige valg. Da vi kører mod sommerhuset i bilen, ser vi nu den samme kendte person, vi så på caféen i Helsingør, sidde udenfor ved Markus Gringo is i Hornbæk. Igen tilfældig timing.

I Helsingør tog vi også i en H&M, hvor min mor og jeg stod inde i hvert vores omklædningsrum. Min far, lillebror og hans kæreste stod i gangen til omklædningsrummene. Min mor og jeg gik ud til dem, hver gang vi havde fået et nyt sæt tøj på for at få deres bedømmelse. En af dem, der stod i køen til omklædningsrummene kom pludselig også med kommentarer til os. Det var sjovt. Og jeg fik købt en flot, sort kjole, to røde bælter, et rødt tørklæde og to sorte par leggings.

Klik-klik-klik-klik-klik-klik-klik. Send. Sms afsendt. Pling. Ny meddelelse. Læs nu?

Jeg har oplevet et par gange at sende en sms, hvor der præcis i det sekund, hvor der i mit display står “sms afsendt”, allerede kommer et svar tilbage. Det har undret mig meget, at man kan svare på en sms, som endnu ikke ser ud til at være afsendt. Heldigvis er der en, som har prøvet at give mig en forklaring på denne undren. Nemlig den, at selvom der står “sender sms” i ens eget display, og det ser ud som om, at den stadig er ved at sende, så har modtageren allerede fået den. Aha ja, så min mobil snyder mig. Dele af den er en illusion.

Men om alle omstændigheder er det et hurtigt svar tilbage. Og sådan er der nogen, der gør. Andre er flere dage om at svare, og så er der dem midt i mellem og uden om. Det samme gælder mails. Jeg har hørt nogle sige, at de bliver stressede, hvis de hurtigt skal svare på sms’er og mails. Jeg har det omvendt. Jeg bliver stresset, hvis jeg ikke får svaret rimelig hurtigt, for ellers ligger de og roder i mit hoved. Sommetider, hvis jeg for eksempel ikke har et svar inden for en dag, så kan jeg godt finde på at skrive, at jeg vender tilbage med et svar.

Hov, der plingede lige en sms ind på min mobil. Undskyld mig et øjeblik, men jeg skal lige læse den. OG SVARE…

… så er jeg tilbage. Det skal lige siges, at jeg altid slukker min mobil, hvis jeg for eksempel er sammen med folk i min fritid eller laver et interview (medmindre det er meget, MEGET vigtigt, at den er tændt. Det er det mest høflige, synes jeg. Og der gider jeg ikke at blive forstyrret. Netop fordi jeg har svært ved at vente med at svare folk, hvis jeg først ser deres sms. Jeg kan til gengæld godt lade være med at tage en telefon