Maria Brandt

Har interviewet kendt tv-person i dag. På grund af tidspunktet var det bedst at mødes inde i byen, og byen er jo et vidt begreb. Så jeg valgte, at mødes på en lidt afsides café på Amager, der godt nok har fået en del positiv omtale i medierne. Men jeg ønskede, at det skulle være et lidt skjult sted, så der ikke var for mange forstyrrelser og uro under interviewet a la “er det ikke dig fra…”.

Da jeg bestilte kaffe til den kendte tv-person og mig oppe ved baren, tog jeg et glas postevand fra kanden på disken og puttede to kroner i den tilhørende Folkekirkens Nødhjælps-bøsse. Jeg tog et glas vand mere og drak kun halvdelen. Og af en eller anden grund sagde jeg til den kvindelige tjener, at jeg ikke kunne drikke det hele, og om hun ikke kunne vande en blomst med det resterende vand. En mand, der sad tæt på baren, kiggede på mig og grinede. Og jeg grinede tilbage og fortalte ham, at jeg åbenbart var blevet politisk og socialt bevidst om, at vandet ikke gik til spilde, når nu jeg havde betalt to kroner for det til Folkekirkens Nødhjælp.

Sikke noget vrøvl egentlig!

Da jeg blev priktestet i februar, skete der noget overraskende. Priktesten viste, at jeg pludselig kunne tåle katte. Det kunne jeg ikke som barn, hvor katte var nogle af dem, jeg mindst kunne tåle. Når jeg var i rum med katte, fik jeg allergi og astma. Så jeg prøvede selvfølgelig at undgå at komme i kontakt med dem. Og det har jeg gjort i mange år. Men der har alligevel gennem årene været tilfælde, hvor jeg har været i kontakt med katte og har fået allergi.

Er født med allergi (arveligt fra mine forældre), men man kan godt vokse fra allergi og astma. Og jeg er for eksempel vokset fra astmaen. Men, at jeg pludselig skulle kunne tåle katte, som jeg altid har reageret kraftigt på, virker nærmest usandsynligt.

Min fætter og hans kæreste har den sødeste, lille datter Lea på 1 år. Jeg har altid måtte se dem og Lea andre steder end hjemme hos dem selv, fordi de har to katte. HELE TO KATTE PÅ EN GANG. Men når nu priktesten (vel rimelig troværdig) viser, at jeg kan tåle katte, så kan det godt være, at jeg må kaste mig ud i det og besøge dem en dag. Det er bare så overvældende og mærkeligt, at jeg pludselig kan tåle dem. Men glædeligt. Meget. Må lige prøve det af. Og tænkt en gang at kunne få lov til at ae en sød, lille kat også.

Blogwoman skriver i et indlæg, at hun godt vil se Michael
Moore’s “Sicko”. Og jeg skriver også lige den kommentar,
jeg har lagt til hende, her:

“…jeg vil også gerne se den film. Er vild med
Michael Moore’s film, også selvom de er noget farvede
og subjektive. Men bare man er bevidst om det, så
fungerer de smadder godt og sætter interessante og
nytænkende tanker i gang”.

Og nu er det sådan, at jeg er meget enig i hans
holdninger, sådan næsten da. Jeg er heller ikke glad
for mange af de aspekter, som USA’s samfundssystem
indeholder (for eksempel den nemme tilgang til våben,
sundhedssystemet, madkulturen og den ofte lukkede og
overreligiøse tilgang til tilværelsen i Midtvesten osv.)
Men ja, der er selvfølgelig forskel og nuancer i staterne.
Dog kan jeg også se nogle positive sider af USA, for
eksempel deres tolerance over for indvandrere og inte-
grationen af dem, og deres åbenhed, sådan som man
ser det, for eksempel i New York og San Francisco.

Michael Moore forsøger ikke at tilstræbe objektivitet,
hvad man normalt forbinder med for eksempel god og fair-
ness journalistik. Han får dog nogle meget væsentlige og
tankevækkende pointer frem. Kort sagt: Mer’ Moore tak!

Min 23-årige bror læser til design- og innovationsingeniør på DTU. Og på denne uddannelse fremstiller de for eksempel produkter. I øjeblikket er han i en projektgruppe, der har fremstillet et massageapparat, og det skal de teste på forskellige personer. Han spurgte i den forbindelse, om de måtte teste det på mig.

Jeg sagde ja, for hvad gør man ikke for sin søde bror og for at få massage. Elsker at få massage. Men da jeg så hørte, hvordan det skulle foregå, blev jeg sådan lidt hmmm! Altså får jeg elektroder på ryggen og en slags fjernbetjening i hånden, så jeg kan styre massagen. Der kommer tre hjem til mig, min bror og to piger fra projektgruppen (fint nok), men den ene skal vist nok stille mig spørgsmål og fortælle mig, hvad jeg skal gøre med apparatet, den anden skal skrive noter, og den tredje skal filme det med et videokamera. Gisp! Filme med videokamera, mon det bliver for intimt?

Min bror beroligede mig med, at der blev zoomet ind på massageapparatet, og det var dens funktion, der skulle være i videokameraets fokus. Og at jeg bare kunne tage en t-shirt over elektroderne. Nå ja, intet problem så. Og jeg plejer også at anse mig selv som åben og tolerant.

Der er cirka plads til otte “snurrige bloggere” af gangen på listen på Urbanblogs forside, og jeg har stået på den liste gennem en længere periode. Det gør jeg ikke mere, for den bliver skiftet ud en gang i mellem. Og det er fair nok, at nye kommer til. Sådan kom man også selv til i sin tid. Og sådan skal det helst være.

Men vil det så sige, at man ikke er “snurrig blogger”, nu hvor man ikke er på listen? Nej, jeg vil tillade mig stadig at kalde mig for snurrig. Og dog, er jeg nok svær at sætte i bås og kategori, da jeg for eksempel både skriver om dagligdagsliv, utjekkede og pinlige situationer, journalistik, samfundsmæssige holdninger, rejseoplevelser og skriver anmeldelser og digte.

Så jeg har ingen fast pind og kan frit flyve i mit urbanbur

JA, JA, er udmærket godt klar over, at der er forskel på rejseoplevelsesliv og dagligdagsliv. Og JA, jeg holder af hverdagen. Men når man næsten lige har været i Barcelona, er det trist at komme hjem til kolde og ofte regnfulde København.

København, tag dig sammen! Hvor bliver aften- og nattegadelivet af? Hvorfor er der så mange grimme røde- og gule murstensbygninger? Hvorfor er der så få delikatesse- og specialforretninger? Og hvorfor dit og dat og alt er relativt?

JA ok, København er en del af det trygge og organiserede Danmark med et veludbygget velfærdssystem (kan så også diskuteres). Og når jeg spørger en på omkring min egen alder, om de kan huske bogen “Mis med de blå øjne” eller “Kaj og Andrea” på tv fra dengang, vi var børn, så bliver de glade for den fælles, gode referenceramme.

Men helt ærlig, er der ikke lidt for pænt og kedeligt her i København? Åh, nu hvor jeg skriver det, kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk elsker København. Skal nok bare have lidt tid til at genfinde min kærlighed.

I øjeblikket er København det bedste sted for mig at bo. Men når jeg en gang får børn, flytter jeg ud af byen. Spørgsmålet er bare hvorhen? Og vil jeg bo i Danmark? Hmm! JA, det er jo her familien og de nuværende venner er. Og så er der jo kærligheden til det danske sprog, som jeg bruger i mit journalistiske arbejde, og når jeg skriver digte.

Min kusine på 31 år og jeg (33 år) talte om en dag, at nu hvor ingen af os har børn (endnu), så måtte vi rejse (flygte) sammen til Kina eller et andet sted i Østen for et stykke tid. Det er da logisk! Og ih, hvor jeg elsker at rejse. At komme væk fra Danmark, for derefter at vende tilbage

Jeg fik knipset en del billeder i Barcelona. Her er nogle af dem:

Bilmekaniker i sit værksted

Delikatesseforretning

Ekspedient i delikatesseforretningen

Beboelse

Gaudís bygning Casa Mila

Udsmykning på Casa Mila

Udsigt fra Casa Mila

J på Casa Mila

Mig på Casa Mila

Gaudís Sagrada Familia kirke

Finurlig bygning

Hospital de Sant Pau

Dragefontænen i Gaudís Parc Güell. Der var konstant mange turister omkring denne drage, og mange af dem skulle tage billeder, hvor en af dem de kendte skulle stikke hånden ind i vandet, som kom ud af dragens mund. Sådan et billede ville jeg ikke have. Jeg ville have et uden turister, så jeg stod meget tæt på dragen, zoomede ind, og knipsede i de splitsekunder, hvor der ikke var mennesker

Gaudís dragefod

Udsmykning i Parc Güell

Springvand i Parc de la Ciutadella

Lucky Luke lavet af chokolade på et chokolade museum. Her var mange af Barcelonas seværdigheder udført i chokolade, for eksempel Gaudís Casa Mila

På en plads kom der pludselig en kvinde hen og satte sig på en bænk. Meget hurtigt var hun omringet af duer, der kravlede på hende og fløj rundt om hende. Hun fodrede dem med brød, og derefter gav hun dem vand fra vandfontænen. Hun må have været psykisk syg, for det er ikke helt “almindeligt” at lade beskidte byduer kravle rundt på sig

J holder en ung fyrs salamander på samme plads, hvor kvinden var i gang med at dressere duer. Først spurgte han, om jeg ville holde den, men jeg følte mig mere tryg ved, at J gjorde det, og jeg fotograferede

Udsigt over Barcelona

På promenaden La Rambla blev der solgt alt muligt, også fugle, der var klemt inde i minimale bure. Jeg fik det helt dårligt, da jeg synes, det er dyreplageri

Artists optræden på La Rambla

Frugtdrik på markedet La Boqueria

I går var jeg til 30 års tøsefødselsdag hos min kusine. Da jeg skulle hilse på gæsterne, startede jeg med at undskylde over for dem, som havde været med nytårsaften, hvor min fuldeopførsel var i højt-pinligheds-barometer. De grinede og smilede og sagde, at det skulle jeg da ikke undskylde. Jeg har det ofte med at blive meget, meget fuld på den ukontrolable måde, når jeg fester med mine kusiner. Tror, det er de farvestrålende drinks min ene kusine mixer til mig efter maden og vinen

Nå, men i går holdt jeg lidt igen med vinen (kun lidt) til den lækre mad. Og da jeg ikke var fuld, kun glad og festlig, turde jeg godt kaste mig over to styks farvestrålende drinks. Super hyggelig aften og nat med masser af snak, grin og musik. De sidste tøser, heriblandt mig, tog først hjem efter fire om natten.

P.S. Har tilføjet lidt tekst i indlægget nedenunder. Kan I se alle seks billeder? (Jeg spørger, fordi billedet af flamincodanserne ses som et spørgsmålstegn på min computerskærm).

På det seneste har jeg haft smadder travlt med alt muligt, og så har jeg været i Barcelona med J. Sikke en fantastisk by. Det mest fascinerende ved Barcelona er livet og stemningen i gaderne. De mange små forretninger med maddelikatesser og specialforretninger. Vi så for eksempel en forretning kun med globusser, en med masker og en med bildæk.

Barcelona er Cataloniens hovedstad og Spaniens rigeste region. Det er nemt at komme rundt med offentlige transportmidler, og metrolinjesystemet er overskueligt. Selvom catalanerne bliver betragtet som lukkede og reserverede af andre spaniere, så følte jeg, at de var meget snaksagelige, når man talte til dem. På offentlige steder er det for eksempel meget almindeligt at sige hej (hola) til fremmede, man ikke kender. Det oplevede jeg op til flere gange. Da jeg sad på en bænk på en plads, rullede en gammel mand i kørestol hen tæt på mig og sagde hola, og så sagde han ikke mere.

Der er en blanding af grimme bygninger og charmerende, gamle bygninger i smalle stræder, og modernistiske, arkitektoniske pragteksemplarer på boulevarderne udført af den catalanske arkitekt Gaudí. Hans bygninger er i stilen art nouveau med organiske former og udsmykket i en sammensætning af glasstumper og fliseskår. Vi så for eksempel hans mesterværker Casa Mila, Casa Batlló, kirken Sagrada Familia, og parken Parc Güell med den berømte dragefontæne.

Udover Gaudí har mange andre store, kunstneriske personligheder boet i Barcelona, for eksempel Miró, hvis skulptur med svulmende, dansende former og stærke farver vi så i Parc Joan Miró og Picasso, hvis museum vi var inde i.

Der er rigtig mange skønne parker, som der er gjort meget ud af. En af dagene spiste vi picnic bestående af små delikatesser fra specielforretninger og madmarkeder. Det mest fascinerende marked er La Boqueria, der bugner af alle de fødevarer, som Middelhavet og det catalonske bagland kan byde på. Fisk, kød, krydderier, oliven, grøntsager, frugt og meget mere.

For sådan en mad- og vinglad en som mig er Barcelona en by, jeg kunne opholde mig i i meget lang tid, da der er så mange gode restauranter med catalansk og spansk mad og internationale køkkener, jeg godt vil prøve. Der er et stort udvalg af kalvekød, som jeg normalt ikke betragter som værende det lækreste kød, måske fordi udvalget i Danmark ikke er så stort. Men det smagte virkelig lækkert og saftigt a la lammekød. Vi spiste mest i Barrio De Grácia, som er et meget livligt kvarter fyldt med gode restauranter og barer. Priserne er en del billigere end i København. I dette område kommer blandt andre de unge, kunstnerne og bohémerne. Vi drak lækre, farvestrålende drinks på en bar en nat, som kunne være taget ud af en Almodóvar film. Vi var også på en lille, intim bar, hvor J drak en mojito, og jeg en cosmopolitan. Der var fed musik, for eksempel Radiohead, i højtalerne i en passende højde, så man kunne tale sammen uden at råbe.

Vejret var skønt her i september. Om dagen omkring de 28 grader og 24 om aftenen. Der er mulighed for at tage på stranden i Barcelona. Sandstrandene strækker sig fire kilometer fra Barceloneta og nordpå. Vi tog dog aldrig på stranden, da der var så meget, vi gerne ville se. En aften gik vi langs vandet og endte på en fiskerestaurant i Barceloneta ud mod havnen, hvor vi spiste paella med skaldyr og drak kølig hvidvin.

Vi fik virkelig oplevet meget, og jeg vil ikke beskrive det hele. Her er lidt af de billeder, jeg knipsede, og der kommer flere en af dagene:

Mirós “Kvinde og Fugl” skulptur

Gaudís Casa Batlló bygning

Gaudís dragefontæne i Parc Güell

Beboelse i stræde

Krydderier på markedet La Boqueria

Flamincodansere på promenaden La Rambla

Og som I nok kan regne ud, så er jeg nu tilbage på bloggen i et mere aktivt tempo. Er jo lidt vild med det der bloggeri