Maria Brandt

Har set på dyr i ZOO i dag med J, (eller ups den er over 0.00, så det var egentlig i går, men føles stadig som i dag). Har faktisk set på dyr gennem kameralinse. Man ved aldrig, hvornår den helt rigtige photo opportunity er der. Havde ikke det digitale spejlreflekskamera med, så måtte nøjes med lille digitalt kamera, hvor billedet bliver forsinket i forhold til, hvornår man trykker på knappen. Så man skal faktisk se billedet, før det er der. Uhhh, sådan helt spåkoneagtigt.

Går egentlig kun i ZOO med J, fordi vi kan komme gratis ind med pressekort, og jeg elsker at knipse billeder af ting i bevægelse. Så interessante er dyr heller ikke. Og så alligevel. Dyr er søde, bløde, hårde, sjove, overraskende, forskellige og indsæt selv flere adjektiver. De havde jo nærmest alle fået unger, hvilket tilførte burene mere liv end sidste år. Skilte ved hvert enkelt bur fortalte om, hvornår ungerne var født, i maj, i april osv. osv. I andre bure var det nærmest umuligt at se dyrene, så man skulle lege “Find Holger” eller “Lotte hvor er du henne”. Udover at knipse billeder i ZOO, tænker jeg også altid over, om dyrene har det godt og har nok plads. J kiggede mest på menneskebørn og smilede til mig, som ville han fortælle: “Er de ikke søde”. Tror han er skruk.

Har drukket friskbrygget stempelkandekaffe hos J hele weekenden, men da jeg kom hjem i min lejlighed sent i eftermiddags, ville jeg slappe af med en kop kaffe. Var temmelig ør af at kigge på dyr og børn.

Har stempelkande, men synes den er for besværlig at gøre ren. Min kaffemaskine har på det seneste givet en serie opgivende suk fra sig, men i dag lød den som en tikkende landmine. Skal snart skiftes ud. Har sagt dette så mange gange uden at handle. Altså også kedeligt at kigge på kaffemaskiner, og så er de besværlige at slæbe på.

Nogen, der kan anbefale en effektiv og æstetisk kaffemaskine, og hvor den kan købes, for måske det kan få mig til at tage mig sammen til at skifte den gamle ud?

Danser rundt på stuegulv til Madonnas “Forbidden love”

Du skriver, at du glæder dig til at se mig se.

Har nu prøvet alt muligt uden held. Er der nogen, som kan hjælpe med følgende: Under min tegning i øverste højre hjørne på bloggen vil jeg gerne have, at der står “Illustreret af Pia Olsen” - (Pia Olsen skal fungere som et link til hendes hjemmeside. Hvordan gør jeg?

Og i “Hvem står bag?” under kategorien “Sider”, vil jeg gerne lave www.mariabrandt.dk/weblog om til et link. Men hvordan?

Håber der er hjælp at hente derude i blogspace

Stod forbavsende tidligt op i forhold til, at jeg har festet i nat. Det er nemlig tidligt for mig at stå op klokken 10 i weekenden.

Festen foregik hos min bøsseven og hans kæreste. Vi var 16 i alt plus deres lille, søde bomuldshund. Der blev grillet culottesteg på webergrill og drukket masser af rødvin og drinks. Vi så Melodi Grand Prix på fladskærm, som jeg synes er gyseligt på grund af alle de talentløse sange. Men det er altid meget festligt og sjovt at se på alligevel, især i godt selskab.

Der blev grinet og fyret en masse sjove kommentarer af undervejs. Kenneth, der er bøsse, havde øgenavne til alle deltagerne. Han kaldte eksempelvis den ukrainske forsanger for staniolkvinden. Og netop den sang var han den eneste, som synes var god, så han sprang op på gulvet og dansede med. Det gjorde han så også til mange af de andre sange.

Min favorit var den finske. Altså, hvis jeg SKAL vælge en. Og det skal man jo i Melodi Grand Prix. Burde måske have haft nabo-sympati og stemt på den svenske Drama Queen, når nu egen andedams Queen ikke fik mikrofonen denne aften. Musik er vigtigere end nationalitet for mig. Men på den anden side, så lyder Melodi Grand Prix-musik altid elendigt i mine ører.

Efterfølgende hørte vi Madonna, og efter klokken 2.00 tog halvdelen af selskabet på bøssebaren Never Mind. Jeg selv tog hjem, da jeg havde ondt i halsen og til sidst blev træt af kombinationen Vicks Blue og festlige drinks.

I går skrev jeg med min 16-årige bror over messenger. Han havde læst til biologi-folkeskole-afgangs-eksamen, som han skulle til i dag fra klokken 11 og en halv time frem. Jeg ønskede ham held og lykke.

I dag krydsede jeg så fingre for ham. Og nu for en halv time siden ringede han til min mobil og fortalte, at eksamenen var blevet aflyst på grund af tekniske problemer.

Eksamen aflyst!

Det var ellers den sidste nye eksamensform, multiple choice, som undervisningsminister Bertel Haarder (V), har været med til at udarbejde. En eksamensform, hvor man får nogle forskellige svarmuligheder per spørgsmål på computerskærmen.

Klassen før min bror havde lidt bedre held med systemet. De fik lov til at besvare spørgsmålene, men det var ikke alle, der blev godkendt og registreret efterfølgende. Og min brors klasse kom aldrig i gang.

Ifølge direktør i skolestyrelsen under Undervisningsministeriet, Martin Isenbecker, er folkeskolens nye digitale afgangseksamener landet over blevet aflyst i dag og i morgen, fordi det nye system ikke kan klare, så mange elever på en gang. Cirka 35.000 elever skal derfor op til en ny prøve 22. maj i biologi og geografi med papir og blyant, heriblandt min bror.

Mærkeligt! Jeg har altid været glad for børn og haft børnetække. Nu er mine to brødre 16 og 23 år, så de er ikke mine to små børn mere, men mine unge brødre.

Fra 1996 til 97 arbejdede jeg som pædagogmedhjælper på et fritidshjem. Og ih nogle skønne børn! Jeg kom næsten hjem hver dag med masser af tegninger, de havde tegnet til mig. Havde nærmest hele fritidshjemmets pigefingre i mit hår, fordi de skulle lave frisurer på mig, og vundet over næsten alle drengene i skak. Gisp og skræk og jag! Og til frugt, den der halve time, hvor børnene spiser frugt og får læst historie, ville de helst have mig.

På det seneste har jeg næsten ikke set de af mine veninder, som har børn. Og når jeg har set dem, har det været uden børn. Mine veninders børn har ellers altid været glade for mig. Sådan noget kan man jo mærke. Er 33 år og har det faktisk godt med, at jeg ikke har børn endnu. Og ingen har lagt pres på mig. Og ja ja, det er mit frie valg.

Min bøsseven sagde forleden dag, at jeg var sådan en karrieretype, som ikke havde brug for at få børn. What? Jo! Det kommer. Det kommer. Bare ikke lige nu. Og der er vel ikke et enten eller. Behovet er vel først noget, som opstår i takt med, at man begynder at lave synkronbevægelser med sin partner, siger de samme ting i munden på hinanden, og bladrer forbi avisernes kultursider, bortset fra tv-oversigten. Nej pjat!

Men så alligevel er jeg begyndt at savne børn. Andres børn. Må snart tale med et barn, eller to, eller tre…

Nogen der vil lege?

Og ja, jeg kravler gerne rundt på gulvet med legetøjsfigurer og laver stemmer til eller sparker bold på græs. Altså, hvis der er tale om nogle få timer.

Tillad mig at omdefinere en H.C. Andersen anekdote bare en lille smule, så den lyder: ”At rejse er at opleve”.

Rejser er fyldt med oplevelser og indtryk. Men nogle er mere vanvittige end andre. Som for eksempel den gang i oktober 2003, hvor jeg rejste med A rundt i Californien i 14 dage og to dage i Las Vegas.

Mødet med Californien var overvældende for en lille andedams-dansker eller snarere europæer som mig. Vi havde lejet en american size, metalblå bil. Alt var stort og i bevægelse hele tiden. Gigantiske vejbaner og motorveje i alle retninger, afkørsler til indkøbs-malls, kæmpe, flotte biler, victorianske træhuse og skyskrabere, smagløse plastik indretninger, og mange sjuskede og tykke mennesker, som kun brugte en gaffel til at spise med. Et herligt syn var at se folk, som var iført jakkesæt og kondisko.

”How are you”, spurgte amerikanerne hele tiden. Og man svarede: ”Fine and how are you”, da sætningen nogenlunde svarer til ”hej” i Danmark.

Et af de mest skøre steder i Californien er Solvang, som er en lille by, der er bygget op som et mini-Danmark med kunstige kopier af danske bindingsværkshuse, plastikstorke, vindmøller og forretninger.

Meget af det var misforstået. Husene mindede mere om de schweiziske, og forretningerne solgte kukure. Det mest autentisk danske var wienerbrødet, som blev solgt i bagerierne. A og jeg valgte at tale engelsk til hinanden, så vi ikke blev overfaldet af folk, der ville vide, om ditten og datten var autentisk dansk.

En af dagene gik turen til Las Vegas. Vi kørte i vores store, metalblå bil. Efter mange timer gennem den røde og gyldne ørken kom vi til utallige skilte med blinkende neonlys, som for eksempel reklamerede for kasinoer, show girls, tryllekunst, barer og gigantiske buffeter.

Vi var kommet til syndens by, hvor alle drifter var i spil. Da vi checkede ind på det kæmpe hotel Circus Circus, stod vi i noget som mindede om afgangshallen i en lufthavn. Vi skulle bo på værelse 16012. Hotellet var smagløst indrettet, og midt i hotellet lå en stor cirkusmanege, hvor der var cirkusforestillinger hver time. Jeg var nærmest helt ødelagt af grin, for det hele var så kitsch og komisk.

Circus Circus er et af de billigere hoteller på ”The Strip”, der er en gade, som er plastret til med gigantiske hoteller. Nu længere man kom ned af ”The Strip”, nu dyrere hoteller og nu pænere var folk klædt på.

Hotellet Luxor har for eksempel form som en gigantisk pyramide, og hotellet New York-New York har en rutsjebane, som både snor sig indenfor og udenfor.
Vi havde planlagt ikke at spille, for det var ikke derfor, vi var kommet til Las Vegas. Det var for at opleve dette mærkelige sted. A fik dog lyst til at prøve en enarmet tyveknægt på hvert enkelt hotel, så vi kom alle hotellerne langs ”The Strip” rundt.

Kasinoerne har åbent 24 timer i døgnet. De er strategisk indrettet, for at få folk til at bruge så mange penge som muligt. For eksempel er der ingen vinduer og ure, hvilket gør at man mister tidsfornemmelsen. I USA er rygepolitikken meget striks, men der må ryges i kasinoerne, så folk kan bruge penge, imens de pulser på cigaretter. Når folk endelig vandt penge, så blev mønterne spyttet ud af de enarmede som vulkanudbrud, så det lød som om, der var rigtig mange. Vi havde hørt, at man bliver tilbudt en gratis drink, hvis man sidder i lang tid ved samme maskine. Vi sludrede ved en maskine i lang tid for at afprøve det, og så blev vi tilbudt en drink, hvis vi blev siddende ved maskinen. Heldigvis spillede vi ikke på den i ventetiden.
Efter en halv time var drinksene ikke kommet endnu, og da vi ikke gad at vente længere, gik vi.

På ”The Strip” udleveres der gratis drinkskuponer til de forskellige kasinoers barer. Problemet er bare, at barerne er svære at finde og gemt i de yderste hjørner i kasinoerne, hvorimod alle spillefaciliteterne blinker en i møde.

Da vi kørte ud af Las Vegas og mod Santa Barbara i den metalblå bil, havde jeg heldigvis ikke brugt nogle penge på spil. A havde brugt 200 danske kroner og vundet 50, altså kun et tab på 150 kroner.

Skønt! Vi kom glade ud af syndens by uden at gå fallit. Spændt på at høre, hvordan andre har forladt Las Vegas, og om de overhovedet er kommet ud der fra.

Det vrimler med kasinohoteller langs “The Strip” i Las Vegas

Hotellet Paris i Las Vegas har kunstig Triumfbue, Champs Elysee, operahus og et over 100 meter højt Eiffeltårn

Mig et sted i Las Vegas

Her får I lidt ekstra billeder fra rejsen i Californien:

Mig ved strand i Santa Monica

Mig ved de victorianske huse i San Francisco

Jeg har ikke haft en eneste hjemmeaften i denne uge. Og sådan nogle har jeg brug for en gang i mellem.

Onsdag aften var jeg for eksempel med mine to kusiner inde og se AFR i Dagmar. En film som både består af fiktion og har et dokumentarisk tilsnit med originale, virkelige filmklip og billeder. Den handler om, at Anders Fogh Rasmussen myrdes, efter han planlægger at bruge fem procent af BNP på udviklingsbistand til u-landene. Morderen er angiveligt en tidligere mandlig kæreste og venstrefløjsaktivist.

Filmen er klippet sådan sammen, at udtalelser er taget ud af deres sammenhæng og stykket sammen til en helhed i forhold til handlingen i denne film. En interessant og tankevækkende handling, men jeg synes, at det er et problem, at man blander fiktion og virkelighed på denne måde i filmen, for der kan være nogle, der ikke kender nok til den politiske virkelighed og derfor ikke kan skelne. Netop fordi der løbende bruges virkelige, dokumentariske klip, som er set før på tv. Men det er sat godt sammen, og filmen er interessant hele vejen igennem.

Filmen fastslår lige fra start, at handlingen er fiktiv. Min ene kusine, som ellers har godt styr på det politiske, troede for eksempel, at Anders Fogh Rasmussens søn havde begået selvmord i virkeligheden, som filmen påpeger. Men faktisk er det Poul Nyrups datter, som begik selvmord.

Selvom jeg absolut ikke stemmer på den siddende regering og ikke bryder mig om Dansk Folkeparti, så kan jeg godt forstå, at Pia Kjærsgaard synes, at det var ubehageligt, at hendes udtalelse om mordet på den homoseksuelle hollandske politiker Pim Fortuyn i 2002 i filmen bliver sat sammen til en udtalelse om mordet på Anders Fogh Rasmussen. Hun smiler i dette klip, hvilket hun nok ikke ville gøre, hvis der var tale om Anders Fogh Rasmussens død.

Derfor tænker jeg, at denne film ville fungere rigtig godt, hvis alt var fiktion, og hvis virkelige politiske personer ikke var en del af handlingen. På den anden side bliver Anders Fogh Rasmussen fremstillet meget sympatisk i denne film, tolerant og obs på at give udviklingsbistand til Afrika, så man sidder og tænker, bare han dog var sådan i virkeligheden.

I torsdags var jeg hjemme hos min bøsseven i hans nye hus, hvor vi grillede bøffer til burgere i haven. Han og kæresten havde fået den sødeste, lille bomuldshund, der oprindeligt har et fransk navn, som jeg ikke kan huske, hvad er. Det er en allergifri race, hvilket passer dem perfekt, da kæresten har allergi over for hunde. Og ih, tænkt engang de har et stort jacuzzi på badeværelset, hvilket satte nogle fantasier i gang i mit hoved. Så ved I det.

Fredag aften var vi fem samlet til hygge med tapas og rødvin hos min kusine og hendes kæreste. Og i aften står den så på hygge med mine brødre, hvor vi skal høre musik fra anlægget, men også musik de selv spiller. De er så musikalske de to.

I går fik jeg holdt lidt 1. maj. Ja, der var ingen røde faner og politiske slagord og budskaber i mit møde med Mette over en café au lait på Bang & Jensen på Istedgade, men senere på aftenen kom der gang i det røde. Jeg så Røde Mor med Jesper og min far i Amager Bio.

Skøn og sjov oplevelse for jeg kan ikke andet end at blive underholdt, når den vanvittige Troels Trier og finurlige Erik Clausen er på scenen. Og ja Røde Mors guitarist, Henrik Strube, spiller fantastisk.

Der blev eksempelvis sunget: “Lad ‘ Lil´Johnny gå, for Johnny er guld”, “SMÆK, vær lidt fræk - Smæk hinanden - SMÆK!”, og “Jeg er på rekreation”.

Troels Triers hæse stemme fungerede stadig fint, bortset fra, at den havde mistet noget diskant. Jeg sang med og hold da helt op, hvor er det anstrengende at synge med så hæsblæsende en stemme.