Maria Brandt

Foto: Maria Brandt

Så er jeg blevet en del af anmelder-gruppen metrOrd, som du kan læse om
her.

Der tastes utallige ord på blogs på computerskærme verden over. For nogle år tilbage vurderede eksperter, at blogs bare var en modedille, som ville ophøre igen.

Men dette interaktive fænomen har været i eksplosiv vækst de seneste år. I 2005 var der ifølge den største blog-søgemaskine, Technorati, registreret 20 millioner bloggere på verdensplan, og nu i 2007 er der 60 millioner. Af dem er cirka 25.000 danskere. Og Urban kan med sit velfungerende og professionelle blogsystem bryste sig af at have 2232 bloggere.

I blogosfæres deler mennesker oplevelser og viden. Der kommenteres og skabes netværk. Alle kan komme til orde, hvilket gør projektet meget demokratisk. Blogverdenen er hele tiden i rivende udvikling.

Det seneste nye er for eksempel, at virksomheder bruger bloggere til at omtale deres produkter, fordi de måske vurderer, at der er god markedsføringsværdi i, at en helt almindeligt menneske, som mange kan identificere sig med, bruger deres produkt. Det er mere troværdigt og billigere end, end hvis man skulle bruge kendte mennesker eller reklameartister.

Det kan man så have en mening om, men faktum er, at det er en realitet og måske vinder endnu større udbredelse i fremtiden.

Foto: Michael Saly

Så er det 5. juli årets Roskilde Festival starter. Der er en del
bands, der frister mig, som for eksempel Muse, Queens of The
Stone Age, Arcade Fire, The Who og Björk.

Men sidste år, hvor jeg var der, var der flere gode bands på programmet.

Socialminister, Eva Kjer Hansen (V), vil have de hjemløse talt, så man har et konkret tal at forholde sig til. Spørgsmålet er så, hvornår man er hjemløs? I nyere dansk litteratur bliver hjemløshed defineret som:

“En person er hjemløs, når vedkommende ikke har en bolig, som kan opfattes som stabil, blivende og opfyldende vedkommendes krav til en rimelig boligstandard. Samtidig med, at vedkommende ikke magter at benytte sig af samfundets relationer og institutioner i allerbredeste forstand - således familiært netværk - samt private og offentlige institutioner af enhver slags, idet årsagen til dette kan være åbenlyse eller mere skjulte forhold hos den enkelte eller i den måde, samfundet indretter sig på”.

Min helt, psykiateren, Preben Brandt, der er formand for Projekt Udenfor, og som sidder i Rådet for Socialt Udsatte, udtalte for nylig i TV Avisen, at den typiske hjemløse har misbrugsproblemer og er psykisk syg. Og at der er kommet flere og flere unge hjemløse og folk med anden etnisk baggrund end dansk.

Han vurderede, at nogle af de hjemløse på gaden sagtens kan indfinde sig i en bolig, hvis de får hjælp og støtte til det.

Skæve boliger
Nu synes jeg, at konceptet “Skæve boliger til skæve eksistenser”, som Preben Brandt også har været med til at udforme, er glimrende, fordi de hjemløse her får en bolig, som de kan være private i, men samtidig bor i et fælles område med andre hjemløse, som har nogle af de samme problemer, som dem selv.

Boligerne er små og til at overskue, og de får lov at bo der på deres egne præmisser, næsten da. I disse boformer er der ikke alle de regler, som eksisterer på herberger, som kan være svære at indordne sig under.

Til “De skæve boliger til skæve eksistenser” er der tilknyttet en social vicevært, som hjælper beboerne med praktiske ting, for eksempel at kommunikationen mellem dem og det offentlige
fungerer, men det kan også være en hyggesnak over en kop kaffe.

De hjemløse, som er psykisk syge kan have svært ved at blive lukket inde i en almindelig bolig, da de kan få klaustrofobi. Det kan være svært at indordne sig og få betalt husleje og diverse regninger, hvis man eventuelt har et misbrug. Derudover har mange hjemløse haft et problem med systemet, hvilket skaber mistillid.

Egne præmisser
Jeg mener, at det er vigtigt at hjælpe de hjemløse ud fra deres individuelle behov og på deres egne præmisser, for det er ofte mennesker, som ikke passer ind i det “retlinede, normaliserede system”. Derfor er hjælpen fejlplaceret, hvis man tror, at de skal passe ind i denne ramme.

Hjemløse kan være en social trussel i vores produktive samfund. Hvis man vil opretholde denne struktur, så bliver det, som afviger fra det “normale” overvåget og kontrolleret. Tidligere var vores institutioner overordnet bygget sådan op, at det “unormale” skal “normaliseres” enten via resocialisering og disciplinering. Men projekterne er efterhånden blevet mere individualiserede og mere på de hjemløses præmisser, eksempelvis Projekt Udenfors opsøgende arbejde på gadeplan.

Når hjemløse tigger kan det også udgøre en trussel og blive pinligt, fordi folk bliver konfronteret med de hjemløses skæbne og ydmyghed face-to-face.

Med byfornyelse snart det ene og det andet sted i København bliver alt så pænt, at de hjemløse forstyrrer gadebilledet, og spørgsmålet om vores velfærdssystem fungerer bliver skærpet.

Folk vil måske gerne hjælpe de hjemløse, men de skal bare ikke flytte ind i deres ejendom eller hænge ude foran deres opgang osv osv. Man kan hjælpe de hjemløse på mange måder. Eventuelt bare i det små ved at købe deres blad “Hus Forbi” eller tage en sludder og drikke en kop kaffe med dem på gaden. Tillid og forståelse bringer folk tættere sammen.

I november 2004 var jeg tre dage i Prag med min daværende kæreste A. En imponerende, tankevækkende og romantisk rejse.

Vi oplevede blandt andet rester af kommunisme, brun/orange metrostationer med datamat-elektronik, Karlsbroen, Vltava-floden, trøstesløse falmede butiksruder og eksklusive modeforretningers vinduer. Vejret skiftede mellem solskin, regnvejr og nyfalden sne.

Mange steder er stemningen middelalderagtig, og her er brostensbelagte stræder og gader, sporvogne, forskellige gamle og moderne arkitektoniske stilarter.

Vi så et af forfatteren Franz Kafka’s charmerende gamle huse og jugendstil-kunstneren Alfons Muchas museum. Vi var i teatret to aftener i træk. Den ene aften så vi Laterna Magika på Nationalteatrets nye scene. Laterna Magika er et ordløst teater med en blanding af filmlærred, klassisk ballet, moderne dans, jazz- og showdans, musik og pantomime. Handlingen denne aften var fænomenet “Casanova”.

Den anden aften var vi i et mindre og smalt teater for at se det eksperimenterende sorte teater, hvor omgivelserne er sorte og visse af skuespillerne er sortklædte, så de virker usynlige mens de bevæger diverse farvede, selvlysende genstande belyst med ultraviolet lys rundt på scenen. Handlingen var den klassiske “Faust”.

Begge teaterstykker er meget anderledes, end det teater man kan se i Danmark, blandt andet på grund af genrer og kulturforskelle. Yderst imponerende og interessant.

Jeg kan varmt anbefale både sort teater og Laterna Magika, hvis man tager til Prag. Prag har dog et minus for sådan en madglad en som mig. Tjekkisk mad er ikke den store kulinariske og gastronomiske oplevelse, medmindre man vælger det internationale køkken.

Jeg foretrækker normalt at spise landets traditionelle mad, når jeg besøger det, men tjekkernes tunge, fede kød med melboller og brunt, klistret sovs er ikke lige min stil.

Jeg elsker det italienske, franske og græske køkken, men alt er relativt, da mad fra alle lande kan smage godt, hvis det er lækkert tilberedt, og det er råvarer, der er kredset om og falder i ens smag.

Den tjekkiske øl er noget helt andet. Selv en vin-elsker som mig, der normalt ikke er til øl synes, at det tjekkiske øl smager fantastisk godt. Selv den mørke øl virker let og lækker. Tjekkerne forstår at servere den køligt tempereret.

Jeg kunne aldrig drømme om at spise fast food, når jeg er i udlandet, kun i USA til nøds. Det faldt mig i øjnene, når A og jeg vandrede rundt i indkøbsgaderne, at der er kommet en del amerikanske franchise-kæder, såsom MacDonalds og Kentucky Fried Chicken, efter kommunismens fald. Som jeg lige husker det, er der i de fleste storbyer flere MacDonalds end Kentucky Fried Chicken.

I Prag er der pudsigt nok mange Kentucky Fried Chicken og få MacDonalds. Det skyldes måske, at Kentucky Fried Chicken bedre falder i tjekkernes smag. Jeg lovpriser ikke MacDonalds. Jeg synes også, at MacDonalds mad er klam, men Kentucky Fried Chickens mad er derimod uspiseligt.

Åh får helt lyst til at tænke på det lækre, græske køkken og sætte tænderne i et stykke lammekølle med ostekartofler og en let græsk salat. Bortset fra den tjekkiske mad, så er Prag en helt fantastisk og smuk by. Elsker den!

Her kommer lidt stemningsbilleder derfra, som jeg har taget, men også et, hvor jeg er foran kameraet:

Jeg har været i Sverige i forskellige sammenhænge. Da jeg gik i folkeskole var jeg med min bedste veninde T og hendes forældre i deres ødegård et sted i Sverige et par gange.

Jeg husker, hvordan T og jeg plukkede skovbær, badede ved søen og spiste svensk vingummi. Også hvor bange jeg var for at sove i ødegården om natten, fordi forældrene fortalte, at der havde gnavet sig mus ind.

Da vi blev teenagere og udviklede former, begyndte drengene at kigge efter os ved den svenske badesø. Men T havde hele tiden Niclas Jensen, ham den nuværende fodboldlandsholdspiller, fra parallelklassen i tankerne.

Som voksen, eller snarere ung i 30 års alderen, har jeg også oplevet de svenske fyre kigge efter mig. Men det skyldes, at de var bange for, at jeg skulle komme til skade i sneen. Har været på skiferie i Sverige to gange. Og åh, det kan gå så grueligt galt på ski.

Første gang på skidskolen, som det hedder på svensk, var vi et hold af klodsede ski-begyndere, som så ud som om, vi havde skidt i skibukserne. Jeg husker en midaldrende, køn, smart og slank kvinde på holdet, som hele tiden faldt i sneen bare ved at stå stille på skiene. Og jeg selv faldt for eksempel af stoleliften på begynderbakken, hvorefter et styks ung, lækker, mandlig instruktør prøvede at få mig rejst op igen. Men det var ikke nogen nem opgave, for mine ski drejede i alle retninger, og min tyngdekraft ville hellere ligge i sneen.

Anden gang jeg var på skiferie i Sverige, var jeg på et begynderhold på skidskolen, som havde stort gå-på-mod og var dygtige af nybegyndere at være. Jeg var sådan en mellemting, og instruktøren roste os hele tiden, men var også lidt for modig på vores vejne. Efter kort tid havde instruktøren lokket os med op på en rød bakke. Altså en af de nemmere røde bakker, men rød er dog den anden sværeste bakke. Sort den sværeste. Vi kom selvfølgelig der op med stoleliften, men man skal jo også ned igen. Og hvordan kommer man så det? Ja rigtigt, kører ned på ski. Jeg var skrækslagen, men ned skulle jeg jo.

Nu, skal det siges, at jeg er bange for at falde i sneen, så det ser altid voldsomt ud, når jeg kører ned ad en bakke, for jeg har fuld fart på, fordi jeg har så svært ved at bremse og falde. Måske ser det tjekket ud, måske ikke, men problemet er, at jeg ofte ikke har helt kontrol over skiene.

Men min måde at komme ned af denne røde bakke på var en anden end normalt. Jeg kørte lidt, faldt, kørte lidt og faldt igen, og juhuu til sidst langt om længe var jeg nede uden skader.

Senere har jeg valgt at besøge Sverige uden ski. Endagsture til Malmø har jeg prøvet en del gange, især i forbindelse med Malmø-festivalen. Det, der er så skønt ved de her ture til Malmø er, at det kun tager 35 minutter med tog fra Københavns Hovedbanegård, og togturen koster 122 kroner tur/retur.

Åh du svenske land med dine Pippi’er og Emil’er. Det er ikke sidste gang, jeg kommer et smut over sundet. Vi ses.

Opfordring fra Gaffel på Urbanblog

Jeg har altid haft udlængsel, men i øjeblikket er trangen meget stor. Jeg har selvfølgelig lige været i Milano i påsken, men jeg vil af sted igen, ud at rejse, opleve og sanse.

I går aftes kiggede jeg på mine feriebilleder i albums fra de seneste fem år. Har virkelig taget mange billeder de forskellige steder, men der er kun ét fra Paris.

De næste steder jeg vil besøge er New York, Tokyo, Buenos Aires, Barcelona, Provence, Nice og Paris igen igen.

Så skal jeg bare finde tiden, pengene og nogle, der vil med.

Her kommer en serie billeder fra rejsen, som jeg har taget, og på fire af dem, er jeg foran kameraet:

Mig et sted i Milano

Kirken Duomo

Lys i Duomo

Pladsen foran Galleria Vittorio Emanuele II

Galleria Vittorio Emanuele II

Mig et sted i Milano

Via Montenapoleone

Mig på Via Montenapoleone

Como-søen

Mig ved Como-søen

Mine veninder og venner er super skønne, især fordi de til tider er “fucked up”.

For eksempel da min veninde M fortalte i telefonen, at hun vågnede op med et styks håndværker i sengen.

Og nej, det var ikke fordi hun havde haft en nat med hed håndværker-sex. Det var nemlig en ældre, knap så veltrænet håndværker, der sad i hendes seng og skrev varmemålings notater.

Han var ved at hoppe op i loftet af skræk, da hun pludselig stak hovedet op fra dynen.

“Åh, sådan et chok må du ikke give mig”, udbrød håndværkeren.

Årsagen til denne face-to-face pinlige situation var den, at M havde sagt til håndværkeren, at hun ville lægge nøglerne under dørmåtten, og at han bare kunne låse sig ind, da hun ikke regnede med at være hjemme.

Men det var hun så og havde imidlertid glemt, at der denne dag ville komme en håndværker.

Jeg går ud fra, at de fleste har prøvet at vågne op i sengen med en forkert mand, men M altså, du slår alt - fantastisk!

Nå, så var der eksempelvis min veninde K, der gjorde noget uventet, da jeg kørte med i hendes bil. Vi havde set en udstilling og spist frokost på Sophienholm i Lyngby.

K var i bil og ville godt køre mig til en station, så det var nemmere for mig at komme hjem. Hun havde et navigationssystem i sin bil, hvor hun tastede den lokation ind, vi skulle til.

Hun fortalte, at det var fordi, hun ikke har stedsans og har svært ved at finde rundt.

Fint nok, det kan jeg sagtens identificere mig med - kvinder og stedsans - tænkte jeg, indtil navigationssystemet pludselig gav lyd fra sig. En automatisk stemme sagde:

“Turn right”.

Og stemmen blev ved med at fortælle meget præcist, hvilken vej vi skulle.

Skrup skørt!

Og for at blive ved biloplevelserne, så fulgtes jeg hjem med S ved førersædet efter et skrivegruppemøde. Vi snakker og griner og taler også om livets alvorlige sider. Vi holder for rødt, og så kigger jeg pludselig ud af vinduet og finder ud af, at lyssignalet har skiftet til grøn, og at vi har holdt stille for grøn i lang tid.

Det fortæller jeg til S, hvortil hun svarer: “Undskyld, men jeg blev bare så opslugt af det, du fortalte”.

Vi griner, og jeg synes selvfølgelig, at det er for morsomt, at man kan blive så optaget af noget, jeg fortæller.

Og da min veninde D skriver denne mail til mig, efter vi har tilbragt det meste af en aften i en bil: “Det har været en rigtig god dag, i godt selskab, trods det anstrøg af hektisk ‘roadmovie’ vi formåede at fremmane i fællesskab, med afbrudte og abrupte samtaler i et tempo, som var vi på akkord, havde fanden i hælene og Dommedag lurende i bakspejlet”.

Sikke en formulering.

Til tider er I veninder altså ret “fucked up”, men det er jo netop derfor, jeg elsker jer!

A tjekker kvinder ud på Ideal Bar

B knepper C bagfra i den kinesiske pavillon i Frederiksberg Have

D skriver kærlighedserklæring på papir og krøller det sammen

E danser erotisk tango med F på stuegulv

G søger mand til sex og samvær via dating

H fører monolog om kærlighed til sig selv

I og J flammer af genforenet begær

K og L nyder vin og kærlighedsdigte og jazz fra grammofon

M smider impulsivt tøjet foran N

Bryllupsklokkerne ringer for O og P

Q’s sexliv har aldrig været helt oppe at ringe

R har kysset kvinder i næsten alle Københavns gader

S er mand og er til mænd med feminine træk

T bliver forelsket om tre dage og 23 minutter

U har aldrig været forelsket kun fascineret

V får orgasme med håndbruseren

Pisken smælder i X’s soveværelse

Y maler nøgen kvinde med timeglasfigur

Z sover tæt med Æ

Ø drømmer om en øde Ø med den eneste ene

Å er et aktivt bollebogstav men holder en pause

Ja, dette digt er bragt før på bloggen, er trykt i
et poetisk tidsskrift, og er en del af min poesi på
digte.dk, men jeg går ind for genbrug.

God påske til alle