Maria Brandt

Dengang jeg lige havde tabt to kilo og havde et par for store bukser på, skete der noget pinligt. Jeg havde glemt at tage et bælte i livet i forbifarten på vej ud ad døren mod mit arbejde. Da jeg havde fri fra arbejde, skulle jeg mødes med en veninde på en café. Jeg var lidt sent på den, så da jeg spottede bussen på vej mod busstoppestedet, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne nå den bus i stedet for at stå som en stivfrossen pingvin og vente på den næste.

Jeg løb derfor tværs over Gammeltorv i København. Og ups! Mine bukser gled stille og roligt ned. Det var ellers et par trendy bukser, men der var lige det der med størrelsen. I løbet af få sekunder sad buksekanten næsten nede på lårene, og jeg mindede nok om en teenager med hængerøvsbukser. Jeg måtte hurtigt gribe fat i bukserne, for at de ikke skulle glide helt ned til anklerne.

Det’ da løøøøøøgn! tænkte jeg og kiggede mig omkring, for at se om nogen havde opdaget det. Til mit held var der en pige, der gik forbi med hovedet så dybt begravet i en kæmpe burger, at det var svært at afgøre, hvem der åd hvem. Hun så ingenting, men det var der andre der gjorde. Jeg så i pinlighedens øjeblik ikke, hvordan de så ud, for jeg prøvede at koncentrere mig om bukserne og nogle sorte fugleskygger på den grålige himmel.

Jeg syntes, det var pinligt, at sådan noget skulle ske på åben gade. Jeg skyndte mig derfor hurtigt hen mod busstoppested et stop længere henne, hvor ingen havde set det famøse øjeblik. For hvad var der ellers at gøre? Mine hænder var solidt placeret i hver side af buksernes kant for at holde dem oppe. Jeg fik endelig bukserne på plads og fik lynlåsen lynet op. Og kunne heldigvis tage den næste bus på en korrekt og tjekket måde.

Mærkelig fornemmelse at være kikset - helt ufrivilligt. Sådan følte jeg det i hvert fald - og sådan fortsatte aftenen. Nu bare på café Sebastopol på Sankt Hans Torv, hvor jeg tilbragte aftenen sammen med min veninde. Jeg var sulten, da jeg ikke havde fået aftensmad endnu. Jeg kiggede på menukortet og så på udbuddet af sandwiches. Min beslutning faldt på en foccaciabolle med spansk ost, soltørrede tomater og anden garniture. Min veninde tændte en King’s og vi faldt hurtigt i en hyggelig snak om alle mulige dagligdags ting.

“Hvem er det, der skal have denne her sandwich?”, spurgte ekspedienten.

“Hvis det er den med soltørret ost, så er det mig”, sagde jeg.

Min veninde og ekspedienten satte i et beskedent grin.

“Jeg mener spansk ost og soltørrede tomater”, sagde jeg med et glimt i øjet.

Men mit vrøvleri blev værre og værre og bare ved. Jeg fortalte om en veninde, der er pædagog og havde skiftet job fra at arbejde med omsorgssvigtede børn til ‘autentiske’ børn.

“Ja, det er de vel forhåbentligt”, sagde min veninde.

Og jeg så sådan nogle kunstige robotagtige børn for mig. Og måtte tilstå, at jeg selvfølgelig mente autistiske børn. Jeg bare fortsatte, sådan rent ubevidst, med at bytte om på ordene. Pangfarver blev til prangfarver. Og til sidst turde jeg knap nok at åbne munden. Vi grinte så meget, at min hals efterhånden blev så tør og irriteret af at grine, at den føltes som en indsunken kaktus.

Da min veninde havde røget bunden ud af en pakke King’s, var det på tide at gå. På vej hjem i den firkantede gule bus, kom jeg til at tænke på min kiksede dag, og jeg var igen ved at bryde ud i grin. Men måtte bare knibe munden sammen og tælle til ti.

Jeg kom til at tænke som i Dan Turèlls digt ‘Jeg holder af hverdagen’. Men mest af alt holder jeg af alle de hverdage, hvor der ikke sker noget pinligt. Og dog. I virkeligheden var det måske slet ikke pinligt, før jeg fortalte det i denne blog.

Note: Denne klumme skrev jeg i Politiken i december 2001. I dette blogindlæg er der foretaget nogle få ændringer.

Danmark har et rigt foreningsliv, og mange mennesker er engagerede i frivilligt arbejde. Men der er altid brug for flere frivillige hænder. For eksempel er der mangel på besøgsvenner til ensomme, isolerede mennesker næsten over hele landet.

Antallet af ældre mennesker er stigende i Danmark, og flere og flere føler sig ensomme, eksempelvis fordi deres familiemedlemmer har travlt og bruger meget tid på det fleksible arbejdsmarked. Derudover har hjemmehjælpere som oftest ikke tid til at snakke og drikke kaffe med de ældre.

Selv unge mennesker kan opleve ensomhed på grund af det stadig større pres om, at de skal lykkes og have mange venner og bekendte. Nogle kan ikke klare presset og selv skabe eller fastholde netværk.

Jeg har selv været besøgsven i Hovedstadens Røde Kors i cirka et halvt år. Her besøgte jeg 93-årige Johannes, som nu er død. Han fortalte mig altid, at han var meget glad for mine besøg. Og jeg hyggede mig også altid i hans selskab. På det tidspunkt var jeg 32 år og var meget imponeret over, at en ældre mand kunne få så godt et venskab med en ung kvinde.

Jeg kan klart anbefale folk at blive besøgsven, for de mennesker, man besøger, har virkelig brug for det. Som besøgsven arbejder man frivilligt, og man skal cirka sætte en til to timer om ugen af til det. God trivsel gør mennesker glade og mindre syge. Derfor er frivilligt arbejde en stor gevinst for Danmark, både på det sociale og økonomiske område.

Note: Jeg skrev denne Leder (klumme) i Rødovre Avis i februar 2007. I dette blogindlæg er der foretaget nogle få ændringer.

Et par i slutningen af 20-års alderen med et styks curlingbaby:

Moren: “Skal vi tage til fest i aften og tage den lille med?”

Faren: “God idé, det er meget lang tid siden, vi har været til fest”.

Curlingbabyen: “Neeeeeej, det skal vi ikke. Der er røg, larm, høj musik, og alt for mange hænder som vil røre mig. Jeg vil kun være sammen med jer og gider ikke at blive passet af andre”!

Moren og faren: “Nå ja, undskyld, hvor er vi dumme lille skat. Selvfølgelig tager vi ikke til den fest”.

P.S. Skal lige tilføjes, at jeg er ikke-ryger, elsker børn, men også høj musik. Jeg er bare ikke parat til at få børn endnu. Men det kommer. Og så kan babyen godt tages med til fester, hvor der ikke spilles høj musik og ryges i nærheden. Eller?

Har heldigvis nogle søde og omsorgsfulde forældre, som vil være fantastiske bedsteforældre og babysittere. Elsker, at de er så ungdommelige på trods af, at de er i midten af 50-års alderen. Men sandsynligheden for, at de selv skal ud og svinge benene samme aften, som man havde udset dem som babysittere, er stor.

Jeg har ferie i denne uge.
Og i dag var det så meningen,
at jeg skulle besøge min
bøsseven, hvis fest for lidt
over tre uger siden jeg ikke
kunne komme til på grund af
snestormen.

Jeg havde glædet mig til at
se ham, men selvfølgelig skal
busserne strejke lige præcis i
dag. Typisk! Og min cykel er
flad.

Så jeg håber at se ham snart,
og at naturkatastrofer og
dårlige busarbejdsforhold ikke
skal ødelægge det for os.

I stedet for gik jeg ned i min
lokale Fakta for at købe det
sidste til en frokost, jeg har
inviteret en veninde til i mor-
gen.

Jeg blev fristet til at købe
en pose chips. Og dog. Ud-
valget af chips var skuffende.
Da jeg endelig fik øje på
nogle chips, jeg kan lide, var
de placeret så højt oppe på
hylden, at de signalerede “lad
være med at købe mig”. Heldig-
vis kom der i samme øjeblik en
mand på næsten to meter gåen-
de mod mig. Og ham bad jeg
om at tage chipsene ned til mig.

Hurra for høje mænd!

Jeg er allergisk over for æbler,
så jeg får kun fornøjelsen, når
andre tager en bid, så der lyder

et smæld

det skummer hvidt

og dufter friskt.

Dette indlæg er skrevet på en
Apple-computer. Og ja, der er
taget en bid af æble-logoet.

I dag på vej ned i Netto for at handle
mødte jeg en tidligere arbejdskollega,
som bor i nærheden af mig.

Vi nåede at arbejde sammen i 14 dage,
før han holdt op. Efterfølgende så jeg
ham en dag i natbussen, hvor vi begge
var på vej hjem. Da vi sad ved siden af
hinanden i bussædet, spurgte han, om vi
skulle drikke en øl hos ham.

Det sagde jeg ja til. Det var smadder
hyggeligt hjemme hos ham, bortset fra
at han rykkede meget tæt på, lagde
armen om mig og ville kysse. Det ville
jeg ikke. Synes han er sød og sjov og god
at snakke med, men tænder ikke på ham.
Afviste ham så på pæneste vis, og vi aftal-
te at drikke en kop kaffe sammen en dag.

Nå tilbage til turen mod Netto, hvor jeg
kom gående på fortovet, og han cyklede
på cykelstien mod mig. Vi sagde begge hej
til hinanden, men jeg havde regnet med, at
han ville standse for at snakke. Det gjorde
han ikke. Han cyklede bare videre på trods
af, at jeg sagde med en middelhøj stemme:
“Standser du ikke lige”.

Lidt mærkeligt tænkte jeg. Jeg ville så gerne
høre, hvordan det gik med ham. Men måske
er det fordi, han er flov over, at han lagde
op, og jeg afviste. Hvem ved?

Jeg har et staffeli, lærreder,
pensler og oliemaling hjemme
i stuen. Men når jeg kommer
halvtræt hjem fra redaktionen
om aftenen, er jeg mere fristet
til at flyde i sofaen og male med
ord i digte end med pensler på
lærred.

Jeg elsker at kommunikere med
skrift som en billedkunstner,
der ikke kan male, men skrive.
Men samtidig vil jeg enormt
gerne kunne svinge penslerne,
så de kaster noget flot og eks-
pressionistisk af sig. Over-
vejer at tage et malerkursus.
Og dog. Måske skal jeg lade
være med at tænke så meget
over det og bare male, som det
første, når aftensmaden er
spist.

Maler du, hvor ofte, og hvorfor?

I 2005, da jeg sad og skrev speciale, blev jeg provokeret over en artikel, jeg læste i den forbindelse. Artiklen var skrevet på Kvindernes internationale kampdag, d. 8. marts 2004, i Berlingske Tidende.

Den påpegede, at kvindernes kampdag i Rusland ikke handler om kvindefrigørelse og kvindekamp, men derimod om at se smuk ud, blive beundret og få blomster.

På denne ene dag er det kvindernes tur til at blive opvartet. Mændene laver mad eller inviterer ud, rydder op og vasker af, mens kvinderne kan ligge og slænge sig på sofaen med fjernsyn. Altså sådan som russiske mænd opfører sig flest - ifølge artiklen - resten af året.

Dagen minder om det, vi i Danmark kalder “Mors dag”. I øvrigt nævner artiklen, at der ikke har været nogle russiske kvindelige herskere siden Katharina II.

Det lyder ikke godt i mine feministiske ører. Jeg ved godt, at kønsrollemønstret i Rusland er anderledes end i Danmark. Men kan det virkelig være rigtigt, at russiske mænd opfører sig sådan? Og er det ikke bare et stereotypt billede af, hvordan det ser ud i visse dele af Rusland?

På torsdag er det Kvindernes internationale
kampdag, og i den forbindelse er der mange,
som reflekterer over, om vi har ligestilling i
Danmark.

Selvom jeg ikke har oplevet uligestilling på
min egen krop - endnu - så mener jeg ikke, at
vi har ligestilling i Danmark. Vi er godt nok nå-
et langt, og den kvindekamp, som startede i
1970′erne har haft en effekt.

Men vi har stadig meget at kæmpe for, blandt
andet ligeløn, flere kvinder i topposter og i de
anerkendte kulturkanoner og udenlandske kvin-
ders vilkår. Ligestilling går jo begge veje, så det
er for eksempel også vigtigt at skabe bedre vil-
kår for barselsorlov og forældremyndighed til
mænd.

I 1970’erne genoptog den nye kvindebevægelse
markeringen af Kvindernes internationale kamp-
dag, og dengang var kampen en solidarisk, kollek-
tiv klassekamp, hvor målet var at ændre de sociale
og økonomiske strukturer i samfundet. Fra slutnin-
gen af 1980’erne forandredes klassekampen sig til
en diskussion om, hvorvidt ligestilling handler om
individualitet og et personligt valg.

Nogle vurderede, at kvinder havde et regulært valg
og masser af muligheder for at indrette deres eget
liv, som de ønskede det. Andre mente derimod, at
kvinder var undertrykte, fordi der var nogle be-
grænsninger, som omgivelserne satte for det frie
valg. Denne diskussion har været dominerende lige
siden.

God kamp!

Sikke gode og billige køb, jeg foretog mig i går.
Jeg tog med Jesper på bogudsalg i indre by.
Her fik jeg købt digtsamlingen “Pap” af Klaus
Rifbjerg til 59 kroner og romanen “Lucca” af
Jens Christian Grøndahl til 70 kroner. I Hellig-
åndskirken kostede alt fem kroner per styk,
og her købte jeg erotisk litteratur af Anaïs Nin
- novellesamlingen “De små fugle” og hendes
dagbog “Henry og June”. Derudover købte jeg
dvd’en “Zappa” til 25 kroner i TP.

Efter alle de gode køb begravede Jesper og
jeg os i to store burgere af friske råvarer på
restaurant Sporvejen på Gråbrødre Torv.

Vi havde regnet med at tage hjem, før det blev
mørkt, så derfor havde vi ikke lygter med til
cyklerne. Men mørkt blev det, og derfor trak vi
cyklerne lovlydigt over Dronning Louises Bro og
op ad Nørrebrogade. Vi fik grundigt studeret
området, der de seneste dage har været kamp-
zone mellem Ungerens unge og politiet. Og vi
var næsten lige ved at råbe: “politi, kontrol,
skaber mere vold”, fordi mediernes dækning
flimrede i vores bevidsthed, alt i mens vi slen-
trede i det autentiske brændpunkt.

Vi så flere smadrede butiksruder, brosten, der
var flået op af jorden, brændt asfalt og slukket
gadebelysning. Gennem gåturen kom flere og
flere unge på gaden, men vi så ingen voldelige
optøjer. Og dog, en politivogn standsede en grup-
pe unge i en bil. Politiet fik to af dem ud af bilen
og pressede dem op ad Assistens Kirkegårdens
gule og graffitisprøjtede mur for at kropsvisitere
dem.

Vi havde heldigvis vores pressekort med, hvis
nu vi skulle risikere at støde på en politiafspær-
ring.

Nu må de unges vold snart stoppe, det har tag-
et overhånd. De ødelægger det for alle de an-
dre unge, der ikke tyer til vold, og som har brug
for et ungdomshus, hvor de kan dyrke deres
kultur og musik. Sådan et ungdomshus er jo
super vigtigt for mange unges identitet.