Maria Brandt

Er karrieremenneske, men ikke workaholic. Og dog, i februar sidste år var der symptomer på det.

Var mødt ind på Dragør Avis’ redaktion om formiddagen. Redaktionen ligger i Dragør Centret på Magleby Torv. Var åbenbart så opslugt af artikler, at klokken pludselig var 22. Busforbindelserne til og fra Dragør er grinagtige, så jeg tænkte, jeg må hjem, hvis jeg skulle undgå at overnatte på redaktionen.

Kom ud ad bygningen og ud i gården, hvor der er tre udgange. Gik hen mod den udgang, jeg plejer at gå ud ad. Men nej, der var et højt gitter for. Nå udgang nummer to, tænkte jeg. Hjælp! Her var også højt gitter for. Nå tænkte jeg, der er en udgang nummer tre.

Hjælp!!! Gitter igen. Åh, hvad gør jeg! Jeg er spærret inde. Tænkte hurtigt. Her er fuldstændig mennesketomt. Der er kun mig. Måske kunne jeg ringe til ejeren af Dragør Centret og få ham til at lukke mig ud. Nej kunne måske lade være med at lave et stort postyr ud af det. Kunne i stedet forstyrre min redaktør via mobiltelefonopkald på dette sene tidspunkt.

Det gjorde jeg så, for det kunne være, at hun havde oplevet det samme. Det havde hun faktisk. Men som hun sagde, hun havde ikke regnet med, at jeg ville blive der til efter 22, hvor Dragør Centret bliver lukket af. Det havde jeg heller ikke. Nå, men hun dirigerede mig per mobiltelefon ud af bygningen via mystiske, mørke veje.

Ja og heldigvis - pludselig stod jeg uden for Dragør Centrets område og kunne se en vej mod bussen. Dejligt! Min redaktør redede mig, og jeg følte mig som en eller anden på film. Sådan næsten da, en blanding af en helt og antihelt.

Spændende nok, egentlig!

“Get a bloglife”, kunne man være fristet til at sige.

I blogland er der flirt, forelskelser, kærlighed, had,
venskaber, diskussioner, skænderier, rygklappen,
humor, eksperimenter, smileys med humørsvingninger,
nyheder, glitter, sorg, promovering, singleisme, parfo-
risme, demokrati, navlepilleri, den gode sags tjeneste,
fødsler, dødsfald, og det som er værre.

En gang i april 2006 oplevede jeg følgende:

Fuck-fuck-fuck, sådan noget må bare ikke ske!

Jeg skulle lave en reportage om teatersport fra Dragør Ungdomsskole til Dragør Avis. Da jeg ankom, var det kun underviseren og halvdelen af teatersportholdet (syv styks), der var dukket op.

Jeg præsenterede mig og fortalte, at fotografen først ville komme om en time. Imens jeg snakkede, lynede jeg jakken ned. Derefter lynede jeg en cardigan inden under ned og ups! Uheldigvis og helt ubevidst også den trøje med lynlås, jeg havde på inderst.

Her stod jeg så med blottet maveskind og bryster i bh.

Åh nej, hvor pinligt! Hvorfor havde alt mit tøj lynlåse i dag. Og hvorfor lynede jeg ikke bare to lynlåse ned i stedet for tre.

Jeg tænkte: “Hvordan kommer jeg videre herfra uden at miste min professionelle troværdighed”. Da denne blottelse gik op for mig, vendte jeg mig hurtigt om.

Sagde noget i retning af: “Lige et øjeblik”.

Jeg lynede den inderste trøje op uden at grine. Tog overtøjet af og lagde det på en stol. Og vendte mig om med helt-almindelig-attitude i ansigtet. Husker som om, at ingen nåede at se det. Men er i tvivl, da holdets eneste dreng hviskede noget i en af pigernes øre med et smil på læben. Ok unge skolebørn, der dyrker teatersport, er vant til lidt forskellige improvisationer.

Men journalist, der blotter sig. Hmm, meget mærkeligt. Mon det er et tegn på, at mine artikler skal have flere blottende end aktuelle og skæve vinkler.

Ja, så har jeg meldt afbud til en fest
i aften hos min bøsseven, som jeg
ellers havde glædet mig enormt me-
get til. Det er en fest, hvor man skal
komme i Madonna outfit.

Når jeg er til fester hos ham, vil han
have mig til at danse Madonnas Vogue,
og vi har det altid så sjovt sammen.
Han er nu så sød. Jeg har det lidt dårligt
med ikke at dukke op til festen, men jeg
orker ikke at være fuld i nat lidt uden for
København og ikke kunne få transport
hjem.

Eller stå og fryse ude i den aggressive,
lunefulde snestorm, som svinger mellem
sne, hagl, slud og regn i et Madonna-
outfit, som hurtigt kan ændres til
sjasket gadeluder.

Vælger derfor mit trygge hjem i var-
men. Lidt kedelig er man vel altid.

I denne uge fungerer jeg som
ansvarshavende redaktør på
avisen, da redaktøren og jo-
urnalisten henholdsvis er på
ferie og syg.

Altså står jeg for at få en
avis til at hænge sammen
redaktionelt og skrive hele
avisen med hjælp fra en
freelance sportsmedarbejder,
som leverer nogle artikler til
mig. Derudover er det mig,
som skriver Lederen.

Meget spændende og ud-
fordrende for mig at få
avisen til at gå op i en hø-
jere enhed. Og så med et
styks hjemmearbejdsdag i
dag på grund af den rasen-
de snestorm.

Mit motto er derfor: “Det
skal nok gå”, og faktisk
smiler jeg, når jeg siger
det.

Ha’ en skøn snestorms-
dag og pas godt på jer
selv.

Fredag aften var jeg med min date L i rockklubben og
cocktailbaren Apparatet på Nørrebro. Der var ikke
livemusik denne aften, men vi havde alligevel en fan-
tastisk aften og nat. Han er dog ikke en, jeg vil have
et forhold med, men det kan da godt være, at jeg har
lyst til at se ham en enkelt gang mere, hvis han har
det på samme måde. Lækker, interessant og en god
elsker var han, men alt for arrogant.

I går lørdag var jeg til fastelavnsfest med Mette i et
kollektiv i Brønshøj. Hun kom hjem til mig først, så vi
kunne nyde lidt drinks og snacks inden. Derefter tog vi
bussen derhen. Mette havde fundet en sideplads til os,
og da jeg gik ned til hende gennem bussen, kunne jeg
pludselig ikke komme videre. Et eller andet bremsede
mig. Jeg vendte mig om og så, at min håndtaske hang
fast i en lille piges rygsæk.

Folk i bussen grinede, det gjorde moren og den lille
pige og Mette og jeg også. Og jeg sagde noget i ret-
ning af: “Hov det var vist noget værre noget, nu skal
jeg ordne det”.

Jeg fik viklet krogen fra min håndtaske ud af snoren
på pigens rygsæk og sagde: “Så er du kommet fri igen”.
Alle fortsatte nu alligevel med at grine, hvilket jo altid
er godt og befriende.

Fastelavnsfesten var smadder sjov, og folk var klædt
kreativt ud. Alle skulle have noget sprut med, så der var
fælles bar, og senere på aftenen var der kåring af bedste
og værste udklædning og katten-af-tønden og bål ude i
haven.

En af beboerne i kollektivet var faktisk en, jeg havde inter-
viewet til månedsmagasinet Bazar for fem år siden. Men
mærkeligt nok, hun mente at have set min veninde Mette,
fordi hun lignede hende, som havde købt hendes søsters
lejlighed.

Efter to dages fest og druk, så slapper jeg af i dag, a la som
Betty Boop gør det her:

I dag er det Valentins dag.
Og i øjeblikket prøver jeg
at blive klogere på kær-
ligheden.

Ja, jeg ved godt, at kær-
lighed ikke er rationelt,
og at man bare skal kas-
te sig ud i det.

Måske er kærligheden
ikke så unik, som jeg vil
have, den skal være.

Jeg har haft flere længe-
revarende forhold. Og en
enkelt gang mente jeg at
have fundet manden,
jeg ville have børn med.

Sådan skulle det ikke være,
viste det sig. Og hvad så
nu?

Godt spørgsmål, men jeg
har ikke svaret.

Allerede inden klokken 9 i morges,
oplevede jeg både at besvime, at to
sygeplejersker hev mig op fra gulvet
og lidt senere en mandlig læge, som
sagde: “Du kan da bare bukke dig
forover”.

A tjekker kvinder ud på Ideal Bar

B knepper C bagfra i den kinesiske pavillon i Frederiksberg Have

D skriver kærlighedserklæring på papir og krøller det sammen

E danser erotisk tango med F på stuegulv

G søger mand til sex og samvær via dating

H fører monolog om kærlighed til sig selv

I og J flammer af genforenet begær

K og L nyder vin og kærlighedsdigte og jazz fra grammofon

M smider impulsivt tøjet foran N

Bryllupsklokkerne ringer for O og P

Q’s sexliv har aldrig været helt oppe at ringe

R har kysset kvinder i næsten alle Københavns gader

S er mand og er til mænd med feminine træk

T bliver forelsket om tre dage og 23 minutter

U har aldrig været forelsket kun fascineret

V får orgasme med håndbruseren

Pisken smælder i X’s soveværelse

Y maler nøgen kvinde med timeglasfigur

Z sover tæt med Æ

Ø drømmer om en øde Ø med den eneste ene

Å er et aktivt bollebogstav men holder en pause

(Dette er et af mine digte, som er publiceret på
digte.dk og i et poetisk tidsskrift).

I øjeblikket er jeg både opsøgende
og afvisende i forhold til fyre.
Mon det kan have noget
at gøre med, at jeg ikke er helt
parat til at have et forhold og e-
gentlig bare ønsker single-med-
mand-efter-behov-tilværelsen lidt
endnu.

I går gav J mig nærmest en kær-
lighedserklæring i telefonen, og han
spurgte, om jeg ville have børn sam-
men med ham.

Nja, jeg er forvirret.

En date, han har været på, fik ham
til at indse, hvor meget han holder
af mig. Og nu var det jo mig, som
ønskede, at forholdet mere skulle
være på venskabsplan.

Han ser ikke daten mere. Åh gid,
at kærlighedslivet var lidt nemmere.

Læs forhistorie i indlægget nedenunder.